Billede beskrivelse

Børge Eriksen underholder på Lynggården

10. februar 2022 kl. 08.00

Søndag den 13. februar klokken 14 inviterer Lynggårdens Venner til Søndags Matiné i Lynggårdens Aktivitetsstue. Denne søndag vil Børge Eriksen kendt fra den legendariske musikalske Klub 99 i Hirtshals underholde med glad musik, anekdoter og fællessang. Musikvalget er kendte sange, som alle kan synge med på.

Det er 85 årige-Børge Eriksen, der for 24 år siden stiftede den musikalske Klub 99. Tallet 99 i klubnavnet er valgt, da der fra starten var 99 medlemmer i klubben. Medlemmerne omfatter både musikere og et kæmpe sangkor. Klub 99 deltager, når der er Musik Under Trappen, Open By Night i Hirtshals, i Hirtshals Sømandskirke og mange andre steder. Det er dog ikke det store kor, der kommer til Lynggården, men Børge Eriksen, der med sang og harmonika vil sørge for festligt underholdning og fællessang.

Alle er meget velkommen. Normalt samles omkring 40 fra nær og fjern, der nyder et par timer med god musik. I pausen serveres der kaffe med kage til et beskedent beløb.

Der er igen Søndags Matiné på Lynggården en gang om måneden, normalt den sidste søndag fra klokken 14.00 til 16.00. Bestyrelsen tilstræber et varieret program med musik, alle kan genkende og synge med på. De mange forskellige orkestre kommer fra Hirtshals og omegn.

Økonomien til arrangementerne kommer udelukkende fra private. I år er det blandt andre foreningen Fiskekrogen, der fra sommerens overskud i museumshaven, har doneret et beløb, der muliggør musikarrangementerne.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste