17-årig cykelrytter kørt ned af vred billist
Under en træningstur i Hjørring blev en 17-årig norsk cykelrytter kørt ned. Træneren er overbevist om, at det var med vilje
HJØRRING: En træningstur nord for Hjørring for den norske cykelklub Sandnes Sykleklubb endte onsdag med en såret rytter og et højlydt skænderi.
En 17-årig rytter røg i grøften, efter at han blev påkørt af en forbikørende bil.
Det fortæller træner for Sandnes Sykleklubb May Britt Våland, der selv var med på træningsturen.
Sandnes Sykleklubb havde 11 ryttere ude at træne, da påkørslen skete. Den norske cykelklub er i Nordjylland, da de deltager i cykelløbet "3 dage i Nord", der starter i Hjørring lørdag 16. april, fortsætter i Thisted og slutter 2. påskedag i Klarup ved Aalborg.
På Hellehøjvej nær Bjergby ville den 17-årige rytter overhale en holdkammerat ned ad bakken. Midt i overhalingen kommer en bil bagfra og ifølge May Britt Våland var det tydeligt, at bilen bevidst påkørte rytteren, der endte i grøften.
- Bilen kører op på siden af ham og kører rytteren af kørebanen. Han havde god plads på vejen, så det var en bevidst påkørsel. Uden tvivl, siger hun.
Troede han ville undskylde
Efter påkørslen kørte bilen ind til siden længere nede af vejen. May Britt Våland troede, at den omkring 50-årige mand stoppede for at undskylde, men sådan var det ikke.
- Han var gal. Han råbte hele vejen fra bilen og over til os, siger May Britt Våland.
Han mente, at cykelrytterne fyldte for meget på vejen.
- Jeg forklarer ham, at uanset om der cykler to ved siden af hinanden, må han ikke køre dem ned. Det er jo farligt. Jeg har været i cykelsporten i tre år og har ikke oplevet noget lignende, siger hun.
Ifølge May Britt Våland er rytterne opdraget til at passe på i trafikken ved blandt andet at cykle en og en og passe på bilerne på vejen.
Meldt til politiet
Den 17-årig cykelrytter har det efter omstændighederne godt. Han slap med lettere skader, mens cyklen og cykeludstyret er ødelagt. Samtidig er de to ryttere, der cyklede omkring den påkørte, også påvirket af situationen.
- De tre er selvfølgelig chokerede efter episoden. Chokerede over, at det kunne ske, siger May Britt Våland.
Sandnes Sykleklubb har meldt hændelsen til politiet med registreringsnummeret på bilen.
Ved Nordjyllands Politi bekræfter man, at de har modtaget en anmeldelse om en påkørt cyklist, og de er nu ved at skabe et overblik over situationen.