Udstilling i Løkken: Se kystreddernes vilde historie
LØKKEN: Løkken Kystfiskerimuseum, der hører under Løkken Museum, har valgt at markere et par væsentlige mærkedage i år.
Løkken Redningsstations historie går langt tilbage. Allerede i 1850 – altså for 175 år siden - var der redningsbåd i Løkken. Det var det første sted i Danmark og faktisk 2 år før Det Danske Redningsvæsen blev oprettet.
Det nuværende redningshus blev bygget i 1935 – altså for 90 år siden – og er det femte i Løkken. I dag er det den Selvejende Institution - Løkken Redningshus, der ”passer på” huset. Efter den voldsomme storm Egon i 2014 forsvandt det nordvestlige hjørne af huset. Efterfølgende blev det besluttet, at fire lokale foreninger – Løkken Museumsforening, Løkken Turistforening, Løkken Borgerforening og Løkken Fiskeriforening - gik sammen om, at bevare huset i en selvejende institution. Udstillingen i huset varetages af Løkken Kysfiskerimuseum.
Redningsstationen blev nedlagt i 1975 – altså for 50 år siden. Tiderne gjorde at mere moderne midler – bl.a. helikoptere var taget i brug. Noget af Løkkens DNA forsvandt, da man i 1974 måtte sejle redningsbåden MRB18 til Slettestrand og vemodigt tage afsked med den der. Det var den fjerde redningsbåd der var stationeret i Løkken.
Det lykkedes forrige år at spore den sidste motorredningsbåd MRB 18, til Horten i Norge. Her ombygget til lystbåd – meget lidt køn! Desværre havde den sidste norske ejer, måttet hugge - den dengang 80 år gamle båd op – efter at den var sunket to gange i havnen i Horten. Løkken Museum har fået foræret de sidst bevarede dele fra MRB18.
De ankom til Løkken i sidste uge og kan ses på udstillingen. At netop stævnen er bevaret – beviser at det er MRB 18 – da ”18” er skåret ind i egetræsstævnen. Desuden er roret, skruen og andre messingdele bevaret og kan ses på udstillingen.
På udstillingen kan også ses en model af en ro-redningsbåd. Det var den type, der kæntrede ud for Løkken i 1929 – og som kostede 3 redningsmænd livet. Modellen er venligst udlånt af Blokhus-fonden.
Det er værd at bemærke, Løkkens redningsfolk gennem årene har reddet flere end 400 mennesker ved mere end 80 redningsaktioner.
På udstillingen er der desuden plancher - der i korte informative træk - fortæller om redningsvæsenet i Løkken. Der er gratis adgang.