Stort børnebillede er snart klar til at komme på auktion
HJØRRING: Et nyt børnetelt skabte glæde hos børnene, da der var Stafet for Livet.
Det fortæller Mette Brath fra Stafet for Livet.
Det var en række lokale sponsorer, der gjordet muligt for første gang at have et børnetelt ved Stafet for Livet.
– Det blev taget rigtigt godt imod teltet, fortæller Mette Brath.
Hun fortæller videre, at der hele dagen var liv aktivitet, hvor børnene kunne lave solsikker i perler, tegne, spille spil og prøve kræfter med en tipskupon, som var oprettet specielt til Børneteltet.
Spejderne fra Stygge Krumpen skabte desuden hyggelig stemning med bål og snobrød.
Et helt særligt initiativ var en fælles aktivitet, der samlede alle børnene.
Det drejer sig om et stort maleri, hvor hvert barn bidrog med en blomst. Lærredet var forberedt af den kun 19-årige, lokale kunstner Freja Højbjerg, som havde malet en stor solsikke.
– Et symbol på håb, som udgangspunkt for værket, fortæller Mette Brath.
Det færdige billede skal nu bortauktioneres, og hele overskuddet går ubeskåret til Kræftens Bekæmpelse.
Maleriet udstilles hos Galleri &OS, og auktionen vil snart være at finde på Stafet For Livets Facebook-side, oplyser Mette Brath.