Pas på din bedste ven i vintervejret: Hvor lang skal gåturen være?
NORDJYLLAND: Vinteren må siges at have ramt os for alvor, og det kan bestemt også mærkes hos vores små firbenede venner.
For hunde kan det være decideret farligt at bevæge sig ud i de kolde temperaturer alt efter deres størrelse og de yderligere vejrforhold.
Nogle racer er nærmest bygget til kulden, men det er langt fra alle. Ifølge Dyrenes Beskyttelse er det en generel misforståelse, at hunde kan tåle al slags vejr, fordi de har pels og er i familie med hunden.
- Det det vigtigt at kigge på racen af din hund. Nogle racer har ikke så meget pels, og andre har meget. Hvis det for eksempel er en polarhunderace, så nyder de faktisk kulden, mens andre fryser efter kort tid ude i det kolde vejr. Men selv inden for samme race kan der være stor forskel på, hvordan hunde håndterer kulden, siger Jens Jokumsen, der er familiedyrschef hos Dyrenes Beskyttelse.
Når temperaturen falder, er det derfor værd at overveje, hvor lange gåturene skal være - og om din hun har brug for ekstra beskyttelse mod kulden.
Ovenstående tabel er en fin skabelon at gå efter, når du planlægger dagens gåture.
Uanset størrelse, race og pelstype er det vigtigste at holde øje med din hund - for de reagerer individuelt på kulden.
Hvis den fryser, så anbefaler Dyrenes Beskyttelse et hundedækken eller anden beklædning, der kan holde hunden varm.
Salt kan give sprækker og sår
En anden udfordring kan være vejsalt, som spredes i stor stil, når frosten rammer.
– Nogle oplever, at hunden pludselig bliver lidt sløv på gåturen her om vinteren. Det skyldes tit, at poterne gør ondt på grund af vejsalt. Saltet udtørrer poterne, og det kan give sprækker eller sår, som er ret smertefulde for hunden, forklarer Jens Jokumsen.
Det problem kan dog forebygges med potevoks, som fugter hundens trædepuder.
– Smør poterne med et tyndt lag potevoks lige inden hver gåtur, og skyl dem i lunkent vand efter turen for at fjerne saltrester. Det kan også være en god idé at bruge voksen igen efter turen for at undgå, at poterne tørrer ud, siger Jens Jokumsen.
Har din hund meget hår mellem trædepuderne, kan det også være en fordel at klippe det til, så mindst mulig sne og salt samler sig der.