Mikkel ventede til, at han var helt sikker: Nu er jordbærsæsonen i gang
HJØRRING: Søndag den 22. juni åbnede Stensgård Jordbær dørene til årets selvpluk-sæson. Det blev en dag med mange besøgende.
Medejer Mikkel Simonsen var spændt.
- Der er simpelthen kommet så mange mennesker, jeg håber, at der er nok bær til alle for om bare 3 dage vælter vi i bær, fortæller han med et grin.
Stensgård Jordbær drives af Mikkel Simonsen og barndomsvennen Andreas Andersen, der begge bor med deres familier i et moderne landbrugskollektiv. Mikkel overtog driften fra sin far for 4 år siden.
En ny sæson med store forventninger
Efter en udfordrende sæson sidste år, hvor vejret skabte problemer med både varme og for meget vand, ser 2025 noget kun lysere ud.
- Jordbærrene har haft meget bedre vilkår denne vinter og forår. Der har været mere tørt, selvom vi stadig har manglet rigtig frost, forklarer Mikkel.
De mere normale temperaturer i foråret betyder også, at bærrene ikke er blevet ’presset’ til at modne for tidligt – og det giver større bær.
Mere end bare jordbær
Selvom det især er selvpluk af jordbær, der trækker folk til Stensgård, kan man også købe friske ærter og nye kartofler på stedet.
Stensgård Jordbær har åbent hver dag – både hverdage og weekender – og så lover de masser af bær i den kommende tid.
- Vi har ventet med at åbne til, at vi kunne sige med sikkerhed, at der er bær, og det er der nu, siger Mikkel.
Du kan besøge Stensgård Jordbær på Løkkensvej 435