Billede beskrivelse

Løkken Miniby indgår sponsoraftale med energiselskabet OK

17. juli 2025 kl. 06.01

LØKKEN: En ny sponsoraftale med energiselskabet OK giver nu mulighed for at støtte Løkken Miniby – helt uden ekstra omkostninger – hver gang der tankes, lades elbil på farten eller bruges strøm i hjemmet.

Aftalen er et vigtigt skridt for den frivilligdrevne forening bag Løkken Miniby og skal være med til at styrke arbejdet med både udvikling og udvidelse af det historiske minibyprojekt.

Sekretær i foreningen, Christen Staghøj Sinding, ser store perspektiver i samarbejdet:

- Støtten fra OK skal bruges til at dække indkøb af materialer og andre udgifter i foreningen. Det vil gøre det muligt at realisere nye dele af visionen om en fuldstændig model af Løkken omkring år 1900, udtaler han.

Løkken Miniby genskaber Løkken anno 1900 i målestok 1:10 og er beliggende i det rekreative område Vendsyssels Plantage. Her formidles byens historie gennem håndværk, udstillinger og et engageret fællesskab – til glæde for både lokale og besøgende.

Støtten sker automatisk, når man tilknytter sit kort eller sin app hos OK og vælger Løkken Miniby som modtager. Foreningen modtager 5 øre pr. liter eller kWh, der tankes eller lades på farten, og 1 øre pr. kWh ved elforbrug i hjemmet. Støttens omfang afhænger af, hvor mange der vælger at støtte foreningen via ordningen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste