Billede beskrivelse

Kravler børnene i gardinerne? Så tag dem med til trylleshow

04. oktober 2025 kl. 11.02

HJØRRING: Efterårsferien står for døren og hvad er mere oplagt end at fylde de kølige efterårsdage med hyggelige aktiviteter indendørs? Hos Hjørring Bibliotekerne er der lagt op til en uge med både magi, kreativitet og masser af sjov for børn og deres familier.

Cirkus og kreative bøger

Allerede mandag den 13. oktober er der cirkusstemning i Hjørring, når Det Flyvende Kuffertcirkus slår vejen forbi biblioteket i Metropol. Her kan børnene opleve jonglering, balance og magi – og selv prøve kræfter med éthjulede cykler og stylter.

For de kreative sjæle er der også mulighed for at folde kasserede bøger om til flotte æsker og figurer. Løkken Bibliotek holder krea-værksted mandag, men Vrå Bibliotek gentager succesen onsdag den 15. oktober.

Magiske tricks og børnedag

Tirsdag den 14. oktober bliver en dag fuld af oplevelser. På Hjørring Bibliotek kan man møde Den Store Tryllenørd, der tryller med bøger og underholder med magiske tricks, som både børn og voksne kan lade sig rive med af.

Billede beskrivelse

Samme dag er der masser af aktivitet i Hirtshals, hvor biblioteket inviterer til Store Børnedag. Fra kl. 13-15.30 kan børnene dyste i Robinson-konkurrencer, bygge med Duplo og kaste sig over en masse sjove lege.

Kæpheste og værkstedshygge

Onsdag den 15. oktober er der fart over feltet på Hjørring Bibliotek med kæphesteræs. Her kan deltagerne enten låne en kæphest eller tage deres egen med. Og hele ugen igennem kan man besøge bibliotekets værksted og deltage i Byg & Hyg, hvor der er rig mulighed for at hamre, sømme og skrue løs på kreative projekter.

Gratis – men husk tilmelding

Mange af arrangementerne er gratis at deltage i, men der kan være behov for tilmelding. Det sker via bibliotekets hjemmeside.

Så uanset om børnene er til magi, kreative udfoldelser eller sjove konkurrencer, er der masser af gode oplevelser at hente i efterårsferien på Hjørring Bibliotekerne.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste