Billede beskrivelse

Hjørring er klar til storfodbold: Tre spektakulære events er i vente

27. marts 2026 kl. 14.01

HJØRRING: Hjørring Syd bliver i de kommende uger centrum for fodboldglæde, fællesskab og store oplevelser, når Bagterp IF afvikler ikke bare ét, men tre markante fodboldevents allerede i forsæsonen. 

Det skriver klubben i en pressemeddelelse.

Initiativet står Tobias Ørtoft, Marie Vestergaard, Mads Westergaard og Louise Hviid bag, som har været drivkræfterne bag at hente arrangementerne til klubben.

Bones Cup

Allerede 28. marts fyldes banerne i Bagterp IF, når Bones Cup løber af stablen med 150 deltagende hold. 

Turneringen, der forventes at samle flere hundrede spillere og familier, vil forvandle anlægget til et levende samlingspunkt for fodbold i Nordjylland. 

Turneringen er skabt i samarbejde med Bones og støttes af flere sponsorer, som sørger for, at alle deltagende spillere kan tage hjem med goodiebags - et tiltag, der allerede har skabt stor begejstring.

Standerhejsning og Påskecamp

Dagen efter, 29. marts, afholder Bagterp IF Standerhejsning for alle børnehold, hvor både nye og gamle medlemmer er velkomne. 

Dagen afsluttes med fællesskage og saftevand. Fra 30. marts til 1. april afholder klubben Påskecamp i samarbejde med DGI og sponsoreret af Rema 1000. 

Tre dage med fodbold, glæde og fællesskab på tværs af årgange, køn og klublogo.

Pigefodboldfestival

19. april skriver Bagterp IF historie, når klubben som den første i Nordjylland afholder Pigefodboldfestival. 

Festivalen har stor opbakning, og tilmeldingerne strømmer ind. Arrangementet fokuserer på fællesskab, trivsel og sociale relationer og tilbyder aktiviteter som design af fodboldkort, fælles foto og en glamstation. 

Der vil også være spurtpræmier for blandt andet bedste heppekor og dagens bedste grin.

Festivalen får desuden besøg af kvindelige forbilleder, herunder boldjongløren Sofie og spillere fra Fortuna, som skal inspirere pigerne både på og uden for banen.

Mulighed for sponsorat

Bagterp IF arbejder på at sikre goodiebags til alle deltagere ved festivalen og søger fortsat sponsorer, der ønsker at være med til at skabe en helt særlig dag for pigerne og styrke fællesskabet i lokalområdet. 

Virksomheder, der ønsker at støtte næste generation af pigefodboldspillere, kan kontakte Marie Vestergaard for information om sponsorater.

Med tre store arrangementer på kort tid cementerer Bagterp IF sin rolle som en aktiv og ambitiøs klub, der formår at samle mennesker om fodbolden og samtidig sætte Hjørring på det nordjyske fodboldkort.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste