Her kan du hylde de udsendte på Flagdagen i Hjørring
HJØRRING: Den 5. september markeres Flagdagen for Danmarks udsendte over hele landet.
Dagen er en anledning til at udtrykke anerkendelse og respekt for den indsats, som danske mænd og kvinder yder og har ydet i konfliktområder verden over.
I Hjørring Kommune markeres dagen med en række arrangementer rundt om i kommunen, fortæller Hjørring Kommune i en pressemeddelelse.
Et enkelt arrangement er lukket, men resten er åbne for offentligheden.
Klokken 7.50 er der Flaghejsning i Marinestuen, og det er Marineforeningen, der står for flaghejsning og morgenbrød i Marinestuen på Karolinesvej 54. Alle er velkomne, og man behøver ikke at have tilknytning til Forsvaret eller andre dele af det officielle Danmark.
Klokken 9.30 afholder på Hjørring Kaserne Flagdagsarrangement. Dette arrangement er dog internt, og offentligheden er derfor ikke inviteret. Garnisonskommandant/Kommandør Jan Olav Skogøy og Borgmester Søren Smalbro holder tale.
Klokken 16.45 er der Samling ved Sct. Catharinæ Kirke, og samlingen efterfølges af en gudstjeneste klokken 17.00. Den holdes af Provst Niels Christian Scheel Lassen.
Faner er velkomne. Organisationer, der ønsker at bære en fane ind i kirken, skal møde op i våbenhuset senest klokken 16.50. Gudstjenesten varer ca. 45 minutter.
Kl. 18.00 foregår en Markering ved Hjørring Rådhus. Der er tale af Garnisonskommandant, kommandør Jan Olav Skogøy, efterfulgt af fællessang: ”I Danmark er jeg født, som bliver akkompagneret af elever fra Hjørring Musiske Skole.
Klokken 18.15 serveres der let aftensmad i Rådhusets kantine. Det er Hjørring Kommune, der er vært, og borgmester Søren Smalbro holder tale.