Billede beskrivelse

Der er 17 millioner på spil: Lokale borgere kan stadig nå det

02. januar 2026 kl. 12.40

Mere end 400 forskellige projekter i Nordjylland fik sidste år økonomisk støtte fra Norlys Vækstpulje. I alt gav vækstpuljen lige godt 23 millioner kroner til nordjyske initiativer, der på den ene eller anden måde bidrager til det lokale fællesskab eller en grøn og digital samfundsudvikling.

Nu er der atter åbent for at søge om støtte, og i dag er der præcis én måned til, at ansøgningsfristen udløber.

- Siden Norlys Vækstpulje så dagens lys, er kendskabet kun steget, og sidste år modtog vi et rekordhøjt antal ansøgninger. Det er vi rigtig stolte over, for som danskejet selskab med mere end 800.000 andelshavere – godt 270.000 alene i Nordjylland – ønsker vi, at Norlys også skal gøre en forskel lokalt, og det gør vi med vækstpuljen, siger Lene Schilling Muldtofte, formand for Norlys Vækstpulje Nord.

Sidste år modtog Norlys Vækstpulje 900 ansøgninger fra projekter i Nordjylland – 10 procent flere end året forinden.

Puljer samles og en ny ser dagens lys

Norlys Vækstpulje er opdelt i en landspulje og tre regionale puljer i Jylland: Syd, Midt og Nord.

I Nordjylland har der været en yderligere opdeling i to vækstpuljer – nemlig Norlys Vækstpulje Nord samt Norlys Vækstpulje Nyfors.

I 2016, da de to selskaber Nyfors og SE fusionerede, blev det aftalt, at der i 10 år frem skulle afsættes mindst 5 millioner kroner årligt til uddeling i Nyfors-området omkring Brønderslev og Fjerritslev. Hvis midlerne ikke var uddelt inden udgangen af 2025, skulle de resterende penge stadig komme de tidligere Nyfors-andelshavere til gavn.

Derfor kan Norlys’ andelshavere, som er bosat i det gamle Nyfors-område, nu søge hele to puljer. Nemlig Norlys Vækstpulje Nord, som nu omfatter alle Norlys’ nordjyske valgområder, og den nye og selvstændige Vækstpulje Nyfors.

- Det har helt tilbage fra 2016 været ambitionen, at de midler, som de daværende andelshavere i Nyfors havde opsparet, skulle tilbage til lokalsamfundet. Vi har godt 45 millioner kroner tilbage endnu, som i de kommende år vil komme ud og gøre en konkret forskel lokalt i det gamle Nyfors-område, siger Allan Bach, der er formand for Vækstpulje Nyfors.

I forbindelse med udskillelsen er der også sket ændringer i bestyrelsen for Norlys Vækstpulje Nord. Her har valgområde 15, som dækker det tidligere Nyfors-område, valgt en lokal repræsentant i form af Morten Gade.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste