Demensuge blev rundet af med stafet i Svanelunden
HJØRRING: Der var dømt masser af fællesskab, da årets lokale Demensstafet fredag samlede borgere i Svanelunden.
Stafetten markerede afslutningen på Demensugen, som i hele uge 19 har sat fokus på demens, fællesskab og vejen mod et mere demensvenligt samfund.
Det fortæller Hjørring Kommune i en pressemeddelelse.
Det var formand for Ældrerådet, Kirsten Holst, der officielt satte stafetten i gang. Herefter bevægede de mange deltagere sig ud på ruten rundt om søen. Alle med samme formål at være sammen om noget, der gør god og styrker livskvaliteten.
En uge med åbne døre og åbne fællesskaber
Demensugen har traditionen tro budt på åbent hus arrangementer, fællessang og aktiviteter på tværs af kommunen. Med stafetten i Svanelunden blev ugen rundet af på den bedst tænkelige måde: med en aktivitet, hvor mennesker med demens, pårørende og øvrige borgere kunne mødes i øjenhøjde.
- Demensugen og stafetten i Svanelunden handler om fællesskab. Når vi mødes om noget så enkelt som bevægelse og samvær, er det med til at bryde barrierer og skabe større forståelse for, hvordan vi sammen kan gøre vores lokalsamfund mere demensvenligt, lyder det fra Aktivitetsområdet, som står bag Demensstafetten.
Bevægelse, nærvær og livskvalitet
Formålet med Demensstafetten er både at skabe opmærksomhed om demens og at vise, hvordan fysiske og sociale aktiviteter kan styrke livskvaliteten for mennesker med demens og deres pårørende.
Og netop kombinationen af bevægelse, natur og nærvær gjorde dagens stafet til noget særligt.
En tilbagevendende tradition
Demensstafetten afholdes hvert år som en del af Demensugen i maj – og i Hjørring er den efterhånden blevet en tradition, der samler både borgere, frivillige og fagfolk om en fælles sag.