Bagterp IF vinder sponsorat på 10.000 kroner fra Boxit
HJØRRING: Bagterp IF har modtaget et sponsorat på 10.000 kroner fra den nordjyske virksomhed Boxit. Støtten skal bruges til et projekt, der skal skabe et nyt mødested for børn og unge i det nordlige Hjørring.
Med 392 stemmer har Bagterp IF sikret sig hovedprisen i Boxits støttekoncept, Boxit Assist. Konceptet er udviklet for at støtte lokale foreninger, sportsklubber og ildsjæle. I Hjørring var det Bagterp IF, der fik flest stemmer og dermed vandt hovedpuljen på 10.000 kroner.
Fremtidens samlingspunkt
Pengene skal gå til etableringen af et nyt klub- og multihus samt forbedringer af udearealerne. Planerne inkluderer flisebelægning, borde, bænke og overdækning – samt nye pannabaner med kunstgræs og lys. Målet er at skabe rammer, der gavner børn og unge i området og samtidig kommer dagplejer, børnehaver, skole og SFO til gavn.
KFUM Spejdere Rakkeby opnåede andenpladsen og modtog 5.000 kroner, som skal bruges til en fællestur til Færøerne med fokus på fællesskab og sammenhold.
Puljen for 2026 er åben
Boxit udvalgte de nominerede i Hjørring blandt mange indsendte forslag. Derefter opfordrede de nominerede lokalsamfundet til at stemme på deres projekt via Boxits hjemmeside. Ansøgningsrunden til næste års pulje – på i alt 175.000 kroner – er allerede åben og dækker flere lokalområder i Danmark.