Billede beskrivelse

Sportsbutik lukker med kæmpe rabatter: Ejeren har travlt ved grillen

28. marts 2026 kl. 14.03

STØVRING: Sportigan-butikken på Hobrovej i Støvring lukker om ganske få dage.

Og efter en god måneds tid med stigende rabatter går man nu all-in med rabat på 70 procent på det meste - og helt op til 80 procent på nogle varer.

- Lageret skal ryddes, så meget det overhovedet kan lade sig gøre. Hvis jeg skal sælge hele varelageret på én gang, får jeg måske omkring 10 procent af værdien, så det er en bedre forretning at give 70-80 procents rabat, ræsonnerer ejeren, Simon Lassen, der anslår, at de resterende varer har en værdi af omkring en million kroner.

Ud over varelageret ejer han også selve butikken, hvis facade fortæller om en mere end 100 år lang historie som butikslokale - oprindeligt med Carl Jensen, der solgte cigarer, cykler og symaskiner, som ejer. 

Butikken er nu sat til salg - men indtil videre uden det store held.

- Jeg har haft flere henvendelser fra folk, der ville videreføre sportsbutikken eller lave en anden butik, men ingen af dem har haft pengene eller muligheden for at låne dem, og jeg har heller ikke haft fornemmelsen af, at de var villige til at levere den indsats, der kræves. Så ville jeg stadig stå som ejer og måske medansvarlig for driften. Jeg vil helt ud af det, siger Simon Lassen.

Billede beskrivelse

Ikke tid nok 

Han købte forretningen for fire år siden med den hensigt at finde en til at stå for den daglige drift.

- Men det er ikke lykkedes, og jeg kan ikke være nok fysisk til stede, når jeg samtidig skal drive min hovedforretning, siger Simon Lassen, der driver den fysiske forretning og webshoppen smartcykler.dk med base i Porsborgparken i Støvring.

Her fejrer han netop nu 10-års jubilæum og tilbyder de næste seks dage kunderne pølser, kage og drikkevarer.

Og det er med ejeren selv ved grillen.

Også dér er der gode rabatter at hente. 

Alle cykler er sat ned med 25 procent, og kunderne kan deltage i en konkurrence, hvor de ved at prøve en cykel i en uge kan deltage i lodtrækningen om en cykel til 14.000 kroner.

Sjælland-udvidelse

Simon Lassen er ved at etablere en afdeling af smartcykler.dk på Sjælland og kigger lige nu efter egnede lokaler. 

Det giver ekstra travlhed og altså et behov for at blive sportsbutikken kvit.

Derfor er der til og med onsdag 1. april udvidede åbningstider - lørdag kl. 9.30-15, mandag og tirsdag kl. 10-20 og onsdag kl. 10-17.30.

Det er umiddelbart sidste åbningsdag, men der kan måske komme en ekstra chance.

- Når vi har gjort status på, hvordan det er gået med udsalget, vurderer jeg, om jeg vil prøve at holde åbent en weekend eller to bagefter, siger Simon Lassen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste