Lars Jespersen fra Hadsund er årets kollega
Forleden holdt Danske Maritime sit traditionsrige årsmøde, hvor man ønskede på tværs af sin store medlemskreds at hylde alle de mange dygtige medarbejdere, som er rundt i hele landet og også på opgaver rundt i verden gør en forskel for deres kollegaer i hverdagen.
Det betød, at prisen som "Årets kollega i den maritime industri" for første gang blev uddelt. Og vinderen blev Lars Jespersen fra Hans Jensen Lubricators i Hadsund.
- Jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal sige. Jeg er utrolig glad for, at mine kolleger synes, at jeg skal være årets kollega. Jeg tolker det som, at jeg bidrager positivet til mine kollegaers arbejdsdag, og det er jo fantastisk. Det er da også fedt at være den første prismodtager. Det er et godt initiativ, men jeg er sikker på, at der er mange, mindst lige så gode kollegaer i branchen. Jeg har jo selv flere af dem, sagde den glade prismodtager Lars Jespersen i en pressemeddelelse.
Lars Jespersen er 38 år og uddannet civilingeniør med speciale i intelligente autonome systemet fra Aalborg Universitet. Han har været i virksomheden siden 2011, og i indstillingen fra kollega Hussein Al-Ali lød det:
”Årets kollega skal gå til Lars Jespersen for blandt andet at være så hjælpsom en kollega overfor hele virksomheden på tværs af afdelingerne. Vi har ofte talt i afdelingen om, hvor mange i løbet af en dag, som Lars hjælper med at komme videre. I min optik er Lars’ rolle hos Hans Jensen Lubricators A/S som cylindersmøringen i en cylinder. Det kan godt være, at det kan køre foruden, men det vil ikke køre nær så godt. Derudover er der selvfølgelig hans gode humør, stabile mødetider og hans helt vilde faglige kompetencer inden for mange og forskellige områder, som også er det, der gør, at han bliver spurgt om hjælp på tværs af afdelingerne hos HJL.”
Med kåringen fulgte en fin brochestatuette med indgravering og – ikke mindst – det store skulderklap det er, at ens kollegaer har indstillet én til prisen.