51-årige Henrik skal lede skole med 180 elever
Tager fat efter et år med økonomiske udfordringer på skolen - forældrene skal betale mere fremover
ONSILD: Han er oprindelig elektriker, men tog uddannelsen til lærer, fordi han syntes, det er rigtig spændende at have med mennesker at gøre.
Cv'et er fyldt med skole- og ledelseserfaring. Den 51-årige skolemand var med til at starte en efterskole for ordblinde, Vrigsted Efterskole, på Horsensegnen, og har ledet friskolen Margrethe Reedts Skolen i Ryde ved Holstebro.
Nu gælder det udfordringer i det nordjyske, hvor 51-årige Henrik Munch Søndergaard skal stå i spidsen for en privatskole.
1. maj begyndte han i jobbet på Mariagerfjord Idrætsskole (MFI) i Onsild ved Hobro. Elever, kolleger og bestyrelse gav ham en varm velkomst på første arbejdsdag. Men han tyvstartede faktisk 30. marts:
- Noget der er helt unikt på MFI er vores årlige gymnastikopvisning. Det var en kæmpe oplevelse som ny leder at opleve den skønne opvisning fredag 30. marts i Hobro idrætscenter, fortæller han.
Skolens profil med sang, bevægelse og idræt tiltaler Henrik Munch Søndergaard. Det er vigtigt, at læring kan foregå på mange måder.
Jacob Bjerrum, formand for bestyrelsen på MFI Idrætsskole, fremhæver Henrik Munch Søndergaards brede erfaring fra friskoleverdenen og er stolt af, at han søgte stillingen.
Underskud i 2022
2022 har ikke været det nemmeste år, erkender Jacob Bjerrum. MFI gik ud af året med et underskud på 270.000 kroner. Forklaringen er, at udgifterne er steget over en bred kam, inklusive til lønninger.
- Vi har set os nødsaget til at skrue lidt på forældrebetalingen fra næste skoleår. Men vi ligger stadig i den billigste ende, når vi sammenligner med andre skoler, understreger Jacob Bjerrum.
Bestyrelsen budgetterer med et plus på 300.000 kroner i 2023 og er ikke det mindste bekymret, forsikrer Jacob Bjerrum.
Det skyldes ikke mindst, at skolen har en halv million kroner til gode i statstilskud til elever med specialbehov. Det handler om en ny måde at afregne på, forklarer bestyrelsesformanden.

Henrik Munch Søndergaard bor i Viborg med sin hustru, Tina, der også er uddannet lærer, og som arbejder som UU-vejleder i Viborg Kommune. De har tre børn.
Forgængeren i skolelederjobbet i Onsild, den 47-årige Peter Otto Yde Thomsen, forlod skolen, fordi han har fået nyt job i en anden kommune.

1. april i år tog Peter Otte Yde Thomsen fat som leder af Jammerbugt Kommunes forvaltning for kultur, fritid og landdistrikter. I den forbindelse stoppede han som formand for DGI Nordjylland.

