Bryghus vokser og er rykket i nye lokaler
På vej mod de fem første år går det stærkt for bryggeriet i Hadsund
Væksten fortsætter hos Hadsund Bryghus, der netop er rykket ind i helt nye lokaler på Produktvej 3 i Hadsund.
Tilbage i 2019 grundlagde Mikkel Flott Krogh Andersen Hadsund Bryghus. Ene mand knoklede han de første år som besat for at få tingene til at hænge sammen - både som den passionerede og dygtige ølbrygger og med salgsarbejdet. En svær - ja, næsten umulig - opgave ene mand, hvilket brødrene Erik og Kasper Buus Larsen havde spottet. De valgte at investere både økonomi og egne ressourcer i bryghuset.
Det er et års tid siden, at den kontakt blev etableret, og det har på alle måder vist sig at være et godt match. Både for Mikkel, brødrene og bryghuset.
Således er ølproduktionen det seneste år gået fra 1000 til 3000 liter om måneden - og det samme er salget. Faktisk er den største aktuelle udfordring at brygge øl nok. Efterspørgslen er nemlig stor, og det er ikke et problem, at sælge alt det øl, der bliver produceret.
- Det går godt, men vi har en klar ambition om at fordoble den nuværende produktion yderligere, så vi går fra de aktuelle 3000 liter om måneden til 6000 liter, så vi er først lige begyndt vores rejse, fortæller Erik Buus Larsen.
Fra 125 til 725 kvadratmeter
Som et vigtigt led i den ambition havde bryggeriet som noget af det første brug for mere plads, og det har de fået nu. De er nemlig rykket ud af de beskedne lokaler på 125 kvadratmeter på Aalborgvej 56 og ind i nyrestaurerede lokaler på Produktvej 3, hvor de har fået godt 725 kvadratmeter.
Noget, der blandt andet også giver mulighed for at få større og bedre tanke til øllet, hvilket har været nødvendigt for at kunne udvide produktionen.
- Det er på alle måder et kæmpe løft at være flyttet. Førhen var vores brygning, kontor, lager, etiketproduktion jo nærmest i samme rum, og det var meget bøvlet. Her er god plads til det hele, og de nye tanke og øvrige nye udstyr, betyder også, at det bliver mindre tidskrævende at brygge øl. Der er nogle processer, som forbedres væsentligt. Det er sammenlagt en stor forbedring, fortæller Mikkel Flott Krogh Andersen.
Julebryggen er klar
Hadsund Bryghus har en række forskellige øl - alle kræset for af Mikkel i bestræbelserne på at frembringe den allerbedste smag. Alt fra den klassiske pilsner til den mørke og fyldige stout - og flere velsmagende varianter derimellem. Lige nu arbejder Mikkel også på at fremtrylle en helt særlig Hadsund-udgave af en hvedeøl, der - hvis alt lykkes - er klar til sommerhandelen.
Der er jo stadig lidt til sommer, men så er det til gengæld godt, at årets to juleøl fra Hadsund Bryghus er tappet og landet på hylderne i butikkerne - klar til at hjembringe til julens mange gode stunder.
Den ene er ”Juleuglen” - en fyldig irsk stout med skønne noter af blandt andet lakrids og chokolade - et frækt bud at servere til risalamanden, eller bare nyde, når der skal kobles fra julestressen. Den anden er ”Julebukken”, der er en karakteristisk Brown IPA, perfekt til julebordets glæder.
I Hadsund kan juleøllene købes hos Friis Wood & Deli i Butikscenter Hadsund.