Powercon tog første stik i Hobro
Hadsund-virksomhed har fuld fart på og bygger nyt domicil
Det nye domicil for virksomheden Powercon tager nu form på Jyllandsvej 21 i Hobro.
Fabrikken, der har fuld fart på, flytter fra Textilvænget i Hadsund og bygger nye og større lokaler i Hobro.
Første spadestik blev taget af de tre grundlæggere og ejere, Peter C. Knudsen, Kim B. Larsen og Allan H. Jørgensen.
Powercon har de seneste år lidt af nærmest kronisk pladsmangel, fordi virksomheden vokser og vokser. I dag er der 100 ansatte i Hadsund plus 20 i en afdeling i Hinnerup.
Virksomheden producerer blandt andet landstrømsanlæg, der forsyner skibe med energi, når de ligger i havn. Så kan de slukke de forurenende dieselmotorer.
Powercon bygger rigeligt stort i Hobro. 2450 kvadratmeter i tre etager til administrationen og 3655 kvm fordelt på to store haller til produktion og lager. Virksomheden har købt nabogrundene, så det er muligt senere at udvide.
Selv om Powercon forlader Hadsund, bevares tætte relationer til byen.
- Vi benytter flere virksomheder i Hadsund som underleverandører, og det ændrer vi ikke på, bare fordi vi flytter 20 minutter væk, siger direktør og medejer Peter C. Knudsen.
Totalentreprenør på Powercons nye domicil er DS Flexhal i Hobro.


