Denne sti fra Banegårdsvej til den nye børnehave på Solvej har kendt bedre dage. Et flertal i teknik- og miljøudvalget vil ikke poste penge i at asfaltere den. Foto: Mariagerfjord Kommune
Livet her

Ny alpesti i Hobro får "tommel ned"

14. maj 2022 kl. 06:00

De kunne have fået en asfalteret "alpesti" fra Banegårdsvej i Hobro, op til den nye børnehave på Solvej og videre ad skrænten til den gamle sportsplads ved Hostrupvej.

Pris: To komma en millioner kroner. Men de sagde nej tak.

Byrådsmedlem Niels Peter Christoffersen (S), Hørby Skoleby, er del af et flertal i teknik- og miljøudvalget i Mariagerfjord Kommune, som bremsede ideen.

- Det hænger ikke sammen, at vi vil putte to millioner kroner i en sti, som ikke vil blive brugt - eller i hvert fald meget lidt brugt - når vi samtidig ikke kan finde penge til en trafiksikring af Banegårdsvej, siger han.

Det, som Niels Peter Christoffersen sigter til er, at han og udvalgsformand Jørgen Hammer Sørensen (DF) i marts i år slog til lyd for at lægge Banegårdsvej om med flere p-pladser.

- Det skylder vi borgerne på Banegårdsvej, mener Niels Peter Christoffersen.

I den sag var de to dog i mindretal. De andre i teknik- og miljøudvalget ønskede en mindre gennemgribende og langt billigere løsning på Banegårdsvej.

Hvad angår den aktuelle forslag om at lette fodgængernes færden fra Banegårdsvej til Hostrupvænget, synes Niels Peter Christoffersen, det er "et utrolig godt projekt".

- Men jeg synes, det skal udsættes, til der kommer gang i byudviklingen - der er en gammel lokalplan, som giver Bygge og Finans mulighed for at bygge mere til udlejning på et areal ved Hostrupvej, og kommunen ejer sportspladsen, som kunne komme i spil til parcelhuse, siger Niels Peter Christoffersen.

Baggrunden for sti-projektet er, at Mariagerfjord Vand skal i gang med at lægge ny ledning fra Skivevej via Hostrupvænget til Aalborgvej.

- Og når Mariagerfjord Vand alligevel skal have en trykledning op ad det stejle stykke fra Banegårdsvej til plateauet ved børnehaven, så tænker jeg, at de reetablerer fliserne på stien, siger Niels Peter Christoffersen.

I sti-sagen stemte han sammen med partifællen Per Husted samt de konservatives Christian Johnson. Imod stemte Jørgen Hammer Sørensen (DF) og Niels Erik Poulsen, som gik ind for en løsning med 2,1 mio. kroner til ny asfalteret sti så tilpas bred, at barnevogne kan køre på den.

Nyeste