Hobro starter hjemme mod AGF
FODBOLD: Hobro åbner gruppespillet på hjemmebane mod AGF søndag 1. april. Derefter følger en udekamp mod FC Helsingør, inden første halvdel af gruppespillet rundes af med en hjemmekamp mod Silkeborg 16. april - derimellem ligger en pokalkamp mod FC Midtjylland 12. april.
I den anden halvdel af gruppespillet vendes programmet om, så Hobro først skal til Silkeborg 19. april, derefter Aarhus 23. april, inden den sidste kamp spilles hjemme mod Helsingør 30. april.
- Det er altid svært at sige, hvem man gerne vil møde, for man skal jo møde alle hold to gange. Nu starter vi imod AGF hjemme, og vi kan jo se med tto hjemmekampe i de tre første, så skal vi gerne kunne lægge godt fra land, siger træner Thomas Thomasberg.
- Meget af det bliver også psykologisk, hvor man kigger på, om man ligger over eller under stregen, så vi skal gerne lægge et godt fundament for anden halvdel af gruppespillet. Det bliver nogle meget intense kampe mod AGF og Silkeborg, og så skal man så håbe, at Helsingør kan drille nogen, og at det ikke bliver os, de driller, siger han.
Hele gruppespillet afvikles i løbet af april.
- Det er mange uger med dobbeltrunder, og går vi videre i pokalturneringen, så kommer der endnu en kamp. Så det bliver helt bestemt en hård og spændende måned, siger han.