Forsvarsministeren besøger Rebild-virksomhed
STØVRING: Onsdag 7. januar er forsvarsminister Troels Lund Poulsen inviteret på besøg hos virksomheden Ambercon i Rebild Kommune for at høre om, hvordan danske virksomheder bidrager til opbygningen af et stærkere og mere robust forsvar.
Under besøget vil forsvarsministeren blive vist rundt i produktionen af betonelementer, som Ambercon leverer til genopbygning af ammunitionsfabrikken ”Krudten” i Elling.
Besøget vil give mulighed for at se, hvordan lokal industri kan levere hurtige, fleksible og sikre løsninger til Forsvaret i en tid med øget sikkerhedspolitisk fokus.
Adm. direktør i Ambercon, Jacob Wernberg, ser frem til besøget:
- Vi ser meget frem til at vise forsvarsministeren, hvordan vi konkret bidrager til Forsvarets opgaver. Det er en vigtig anerkendelse af, at danske og lokale virksomheder spiller en central rolle i forsyningssikkerhed og beredskab, siger administrerende direktør i Ambercon, Jacob Wernberg.
Borgmester i Rebild Kommune, Jesper Greth, deltager også i besøget og fremhæver den lokale betydning:
- Ambercon er et stærkt eksempel på, hvordan erhvervslivet i Rebild Kommune bidrager til både national sikkerhed og lokal værdiskabelse. Jeg glæder mig til at vise forsvarsministeren, hvordan Rebild Kommunes dygtige erhvervsliv bidrager til at løse en vigtig samfundsopgave, siger borgmester i Rebild Kommune, Jesper Greth.