Til julebanko i Vester Tørslev
Det er i Vester Tørslev Kultur- og Forsamlingshus, der går løs med julebanko 5. december.
VESTER TØRSLEV: Onsdag 5. december klokken 18.30 inviterer Vester Tørslev Kultur- og Forsamlingshus dig til bankohygge på Broløsvej 16.
Det drejer sig om intet mindre end den årlige julebanko.
- Vi udsætter masser af flotte præmier - spiller om rækken og pladen fuld, og vi byder naturligvis på sidegevinster, så der er rig lejlighed til både at komme i julestemning og få en præmie med hjem, frister Susanne Brogaard Lund, formand for Vester Tørslev Kultur- og Forsamlingshus.
Også amerikansk lotteri
- Derudover disker vi op med amerikansk lotteri med spændende gevinster blandt andet skænket af de lokale butikker og forsamlingshusets støtter, uddyber Susanne Brogaard Lund,
- Sidste år havde vores julebanko næsten 70 deltagere.
- Vi håber, at rigtig mange har lyst til at spille med igen i år og være med til at gøre det til en hyggelig aften, lyder opfordringen fra formanden.
Forsamlingshusets medlemmer får fri entré, men i øvrigt er det nærmest rørende billigt at være med.
Der sælges også kaffe og kage.