"Det går helt i fisk" på stranden nord for havnen i Øster Hurup. Privatfoto
Det sker

Ferietip for børn i Øster Hurup: Fang, rør, duft og smag på havets dyr

30. juni 2022 kl. 06:00

Er du nysgerrig på at finde ud af, hvad der befinder sig under bølgen blå?

Så kom og vær med hver mandag i sommerferien, hvor den fantastiske og børnevenlige strand nord for Øster Hurup Havn danner rammen om sjove aktiviteter for børnefamilier og andre vandhunde.

- Der er jo et fantastisk dyreliv i vandet langs Øster Hurups kyst. Der er både krabber, rejer, skaldyr og meget andet, forklarer en begejstret Bo Gregersen i en pressemeddelelse.

Han er direktør i Lille Vildmosecentret, som står bag arrangementerne.

- Udover at fange, røre ved og lugte til de dyr, som gemmer sig under vandoverfladen, så bliver der også mulighed for at smage på dem. Vi skal tilberede smagsprøver på de ting, vi finder i vandet, forklarer Bo Gregersen.

’Det går helt i fisk’ er en årligt tilbagevendende begivenhed og har de forrige somre været en populær sommeraktivitet.’

- Alt afhængigt af vejret, så plejer der at dukke mange op til arrangementet. Og det tror da pokker når der er mulighed for både at føle, røre og smage på alt godt fra havet, ungerne er i hvert fald helt vildt med det, siger Bo Gregersen.

Arrangementerne finder sted den 27/6, 4/7, 11/7, 18/7, 25/7, 1/8 og 8/8. Arrangementerne varer fra kl. 10.30-12.00 og finder sted på badestranden nord for Øster Hurup Havn.

Tilmelding er ikke nødvendig, og det er ganske gratis at deltage.

Nyeste