Seneste nyt
Billede beskrivelse

Unge kørte igennem butikken på scootere: "De kan da lige så godt have det sjovt"

21. maj 2026 kl. 14.01

LØGSTØR: Et Facebook-opslag fra Netto-butikken i Løgstør er i løbet af det seneste døgn nærmest gået viralt og har fået et hav af reaktioner og kommentarer, som ville gøre en influencer misundelig.

Af opslaget fremgår det, at butikken har haft besøg af to unge mænd, der tog en tur gennem forretningen på deres scootere. 

Det har p.t. affødt over 1800 reaktioner, langt de fleste af dem vrede eller sure. Dertil kommer over 700 kommentarer, heriblandt en del ønsker om fysisk afstraffelse.

"Man skulle aldrig have stoppet med at måtte banke ungerne hjemmefra til fornuft og indføre curlingkulturen", som en skriver.

Rigtig mange mener, at forældrene har en stor del af ansvaret. Blandt andet denne skribent.

"Håber der sidder nogle forældre med en rigtig dårlig smag i munden, pga. dårlig opdragelse. Og ja, det er dårlig opdragelse."

Men der er også mere forsonlige opfordringer til at tilgive de unge for deres "drengestreger".

"I går da fuldstændigt op i limningen, tag en kold pilsner og slap lidt af i stedet for. Det der er da ikke andet end en drengestreg, de hverken ødelagde noget eller gjorde nogen fortræd."

Og så er der dem, der synes, det faktisk er ret sjovt.

"Det er satme da fedt hittet på. Alle drenge på scootere bliver jaget konstant alligevel. Uanset om de er lovlige eller ej!
Så kan de da ligeså godt lave lidt sjov."

Flere mener at vide, at en af butikkens medarbejdere spillede en uheldig rolle i episoden. Den pågældende, en ung kvindelig kassemedarbejder, skal angiveligt - måske under pres - have givet "tilladelse" til den aparte køretur. 

Det er ikke lykkedes Ligeher.nu at komme i kontakt med nogen af dem, der åbenbart ved mere.

Heller ikke den lokale Netto eller kædens ledelse vil uddybe episoden nærmere, men Nettos presseafdeling har sendt denne kommentar:

"Det er en helt og aldeles uacceptabel opførsel, som vi naturligvis ikke vil finde os i."

Du kan se det omtalte facebookopslag her.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste