Seneste nyt
Billede beskrivelse

Outline udvider: Køber 18.000 kvadratmeter lager- og produktionsareal

05. juni 2026 kl. 06.01

FARSØ: Vinduesproducenten Outline Vinduer fortsætter væksten med opkøbet af 18.000 kvadratmeter lager- og produktionsareal på Søndergården i Farsøs industriområde. 

Investeringen er et vigtigt led i virksomhedens strategi om at øge kapaciteten og fremtidssikre produktionen i lokalområdet. Samtidig forventes der behov for flere medarbejdere.

Det skriver Outline Vinduer i en pressemeddelelse.

Efterspørgslen på døre og vinduer fra Outline Vinduer er stigende, og de nuværende lager- og produktionsfaciliteter er ved at nå kapacitetsgrænsen. Derfor har virksomheden opkøbt ejendommen på Søndergården, som ligger cirka 600 meter fra hovedkontoret og produktionen på Fabriksvej i Farsø.

Billede beskrivelse

- Virksomheden har gennem længere tid oplevet, at pladsen i de nuværende lager- og produktionsfaciliteter er blevet presset af den stigende efterspørgsel. Opkøbet af de nye faciliteter giver den nødvendige fleksibilitet og kapacitet til at understøtte de fortsatte vækstmål, siger administrerende direktør Peter Sejling.

Outline Vinduer har i mere end 10 år lejet knap halvdelen af de bygninger, som nu er blevet opkøbt. 

Arealerne har hidtil været anvendt som lagerhaller, men flere af bygningerne skal nu ombygges og klargøres til produktion.

- En udvidelse af produktionskapaciteten er afgørende for at kunne fastholde den høje leveringssikkerhed og de hurtige leveringskoncepter med levering på helt ned til fire dage. Derfor flyttes et af virksomhedens produktionsanlæg til den nye lokation, hvor der er plads til udvidelse. Samtidig skabes der mulighed for at investere i et nyt anlæg i den eksisterende produktion, siger fabrikschef Michael Hejlesen.

Billede beskrivelse

Outline Vinduer beskæftiger i dag omkring 300 medarbejdere. Med udvidelsen af lager- og produktionsarealerne i Farsø understreger virksomheden sit langsigtede engagement i lokalområdet.

- Outline Vinduer er og bliver en Farsø-virksomhed, og virksomheden er stolt af at være en væsentlig arbejdsplads i lokalområdet. Udvidelsen af produktionen forventes at skabe behov for flere medarbejdere i løbet af det kommende år, siger Michael Hejlesen.

Fra januar påbegyndes arbejdet med at klargøre lokalerne på Søndergården til produktion. Selve indflytningen forventes at finde sted i sommerferien næste år.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste