Seneste nyt
Billede beskrivelse

Cykeltyverier for millioner: - Det her må stoppe nu

06. oktober 2026 kl. 06.01

STØVRING: Det andet indbrud på et halvt år hos Smartcykler i Støvring har efterladt indehaver Simon Lassen temmelig frustreret. 

Ved det første indbrud i april forsvandt der cykler for 1,4 millioner kroner, og natten til onsdag skete det igen. 

Denne gang blev der stjålet cykler for godt en million kroner.

Alarmen på virksomheden blev udløst, da tre tyve klokken 2.43 brækkede en ellers meget solid branddør op med tre koben og skaffede sig adgang.

- På overvågningsvideoen kan man se, at det gik utroligt stærkt. De var på matriklen i højst fem minutter og havde på det tidspunkt stjålet 18 cykler, udelukkende dyre modeller. De vidste tydeligvis, hvad de gik efter, og virkede professionelle. Alle sammen ens klædt i sort og med de samme sorte masker, og selvom alarmen bimler helt vildt, er de iskolde. 

- De, der brød ind i foråret, var ikke helt så maskerede og virkede en smule amatøragtige. De stjal for mere, men de fleste var billigere cykler, siger Simon Lassen.

Virksomheden er sikret på forskellige måder, men altså ikke nok.

- Nu sætter vi alt ind med flere kameraer og bevægelsessensorer. Der kommer flere storskærme op i showroomet, som viser, at hele huset, både indenfor og udenfor, er overvåget. Der bliver sat røgkanoner op, og de dyreste cykler bliver låst fast, enten til en holder eller med wire, så de ikke kan fjernes. 

- Selvom det giver mere bøvl i hverdagen for sælgerne, som nu skal have et nøglebundt i lommen, når kunderne kommer for at testkøre, er det en nødvendighed, siger Simon Lassen.

Men dermed stopper det ikke.

- Vi er i forvejen ved at indføre toholdsskift, fordi vi har rigtig travlt, men nu tager vi et skridt yderligere og indfører treholdsskift. Så er der altid mennesker på virksomheden. Det vil selvfølgelig være en omkostning, men det er også dyrt at have indbrud. Det her må stoppe nu, fastslår Simon Lassen.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste