Olie-Ivan giver fast rabat: - Jeg vil gerne passe på mine kunder
Ivan Damborg fra Hobro Olie er forarget over den manglende service de store olieselskaber tilbyder trofaste kunder i krisetider.
Ivan Damborg har i 13 år leveret olie i Hobro, Aalborg, Nibe, Viborg, Bjerringbro, Randers, Hadsund og Løgstør med sit firma Hobro Olie. Med over 35 års erfaring fra branchen kender han oliemarkedet og dets udfordringer indgående.
Derfor rynker han også på næsen, når han hører, hvordan andre olieselskaber nægter at imødekomme kunder i svære tider.
- De kan ikke være det bekendt
Ivan har flere nye kunder, der netop henvender sig til ham for alternativer til deres nuværende aftaler
- Jeg synes de store olieselskaber er frække overfor deres kunder. Der er jo en god avance på olie, men så meget kan man ikke tillade sig at tjene i de her tider på et produkt, der er så vigtigt for så mange mennesker, der ovenikøbet har handlet der trofast i mange år. At de slet ikke kan give nogen rabat eller fleksible løsninger til deres kunder, det forstår jeg ingenting af, siger han.
Også hos nuværende kunder har han mærket et større behov for fleksibilitet i leveringer og størrelser på ordrerne. Som chefen i en virksomhed med 2,5 mand ansat, er der heldigvis ikke langt fra tanke til handling.
- Jeg lægger en stor ære i at passe på mine kunder, så nu har vi indført en fast rabat, som alle kan regne med. Vi giver privatkunder 3.000 kr. inkl. moms i rabat på 1.000 liters fyringsolie her hos os nu, fortæller Ivan.
Hobro Olie har altid arbejdet med rabatter og gode tilbud på baggrund af ordrestørrelser og travle perioder, men tidens usikkerhed, energikrise og inflation kalder på stabilitet, og den sørger Ivan hellere end gerne for.
Lille virksomhed, stor personlighed
Det er især den store interesse for kunderne, der kendetegner Hobro Olie. Det var også den, der fik Ivan til at tage springet fra vognmand for et andet oliefirma til selvstændig olieleverandør tilbage i 2010. Dengang var der mange, der tvivlede på projektet.
- Alle dømte mig jo sådan set ude. Jeg var og er også fortsat oppe mod nogle store aktører på markedet. Derfor gør vi en masse for at differentiere os fra dem på vores service-niveau, fortæller Ivan.
Hobro Olie har eksempelvis ingen haste-gebyrer. Det er samme pris uanset om man ringer på en mandag, en søndag eller juleaften. Ivan er heller ikke bleg for at gå med ind og hjælpe med at starte oliefyret op, hvis det er løbet tør. Så slipper kunden for også at skulle tilkalde en oliefyrsmontør.
- Det betyder ingenting, når vi nu holder derude alligevel. Med 25 år i branchen, så har man jo erfaring med de fleste problemstillinger, kunderne kan være ude for, fortæller Ivan.
Han har blandt andet hjulpet en bagermester i olienød natten inden levering af 7000 rundstykker og en travl landmand, der skulle køre høsten i hus inden uvejret. Ivan samler på den slags gode historier, for han ved hvor altafgørende kundernes omtale af hans forretning er.
- Jeg lægger stor ære i at give mine kunder den allerbedste oplevelse. Det er den bedste reklame man kan få i en lille virksomhed som min, siger han.
Det har vist sig at være den helt rigtige strategi for forretningen, som i dag omsætter for knap 70 mio. kr. om året. Det er vel på godt jysk ”ganske fornuftigt” for en virksomhed der udover Ivan selv kun tæller hans kone Laila på deltid i bogholderiet og chaufføren Ole.
- Det siger jo også noget om tidens oliepriser, skal man huske. Når vi med 2,5 medarbejder kan drive det så vidt. Det er nogle dyre dråber, vi kører rundt med, erkender Ivan.
Den helt rigtige udvikling
På baggrund af sin erfaring i branchen vurderer Ivan, at oliepriserne nok ikke falder lige foreløbig:
- Nej, jeg tror ikke priserne falder igen før krigen i Ukraine er stilnet af, og vi får en mere stabil verden igen engang. Men jeg tror aldrig, at prisen kommer ned på det niveau den var før i tiden.
Fordi det bekymrer Ivans kunder, så kan det selvfølgelig også bekymre Ivan. Hans erhvervskunder fra landbruget og industrien handler mere eller mindre som de plejer, men privatkunderne vælger i stigende grad fjernvarme, varmepumper og solceller til.
- Det er jo i det store hele den helt rigtige udvikling for vores verden. Det er bare ikke alle mine kunder, der har de muligheder. Dem vil jeg jo gerne række ud til med den her nye rabat på de 3.000 kr. Det er det eneste moralsk rigtige at gøre i de her tider, hvis du spørger mig, siger Ivan.