Billede beskrivelse

Udstillingen blev aflyst: Dialogen gik i kage mellem museer

13. februar 2026 kl. 19.01

FREDERIKSHAVN: Det er nærmest en tragedie.

Sådan lyder det, når man taler med den daglige leder på Frederikshavn Kunstmuseum, Christian Andersen.

Anledningen er den nylige aflysning af udstillingen om frederikshavneren Erik Mortensen, der er kendt som en af Danmarks største personligheder indenfor design. 26. april i år er det 100 år siden, modeskaberen blev født, og det ville museet i kystbyen markerer med en udstilling.

- Vi havde lavet et gennemarbejdet koncept for en udstilling for at hylde Danmarks måske største tekstildesigner, frederikshavneren Erik Mortensen. Men det var en meget svær og urimelig proces, siger Christian Andersen.

Fransk mode

Kernen i udstillingen af 10 Erik Mortensen-kjoler, som han designede for henholdsvis modehusene Balmain og Jean-Louis Scherrer. De tilhører i dag Designmuseet Danmark, som museet i Frederikshavn kontaktede. Det københavnske museum udlåner normalt ikke kjoler til museer, der ikke er statsanerkendte, men de gik med til at gøre en undtagelse.

Forberedelserne har været i gang i over et år, men forrige fredag valgte Christian Andersen i samråd med museets bestyrelse at trække stikket på projektet.

Det springende punkt var prisen på de montrer, som Designmuseet Danmark forlangte, kjolerne skulle udstilles i. I første omgang fik frederikshavnerne indtryk af, at montrerne ville koste omkring 50.000 kroner. Det skulle vise sig at være skudt helt ved siden af.

- Der var økonomiske krav, der nærmede sig en halv million kroner. Det kan godt være, at det mig, der har skudt ved siden af, men jeg forstår ikke, det kan være rigtigt, at man ikke kan lave en udstilling om landets største tekstilkunstner, medmindre man skaffer  500.000 kroner og udfylder sig halvt til døde med urimelige krav, siger daglig leder Christian Andersen.

Budgettet blev tidoblet

På den anden side af Kattegat er der en lidt anden opfattelse af forløbet.

- Designmuseum Danmark vil virkelig gerne have en Erik Mortensen-udstilling til Frederikshavn! Siden den første henvendelse fra Frederikshavn Kunstmuseum har vi sagt klokkeklart ja til at udlåne dragterne, forudsat at de kommer i montrer, så der ikke kommer støv på dem, og så publikum ikke berører dem, skriver samlingschef hos Designmuseet Danmark, Christian Holmsted Olesen, i en mail til Ligeher.nu.

Hos museet i København mener man også, at man har gjort sit for at få projektet til at lykkes. Ifølge Christian Holmsted Olesen har Designmuseum Danmark blandt andet hjulpet med at lave budgetoverslag, fundet en dragtkonservator og forsøgt at hjælpe med at finde billigere montre.

- Alt dette arbejde påhviler normalt altid det museum, som indlåner, men vi ville gerne have lånet til at lykkes og prøvede derfor at hjælpe, skriver Christian Holmsted Olesen i mailen.

I løbet af efteråret 2025 fik Frederikshavn Kunstmuseum flere tilbud fra forskellige virksomheder. De lå alle mellem 300.000 kroner og 410.000 kroner for forskellige antal kjoler.

Det fører til, at museets bestyrelse 31. januar 2026 beslutter sig for at trække stikker på udstillingen - kun tre måneder før ferniseringen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste