Billede beskrivelse

Tyv slog til igen: Stjal penge fra sovende kvinde

En tricktyv, der målrettet går efter at stjæle penge fra ældre kvinder, slog formentlig til igen i weekenden

24. april 2023 kl. 12.56
Opdateret kl. 15.28

SÆBY: Onsdag i sidste uge fik tre ældre kvinder i Sæby besøg af en tricktyv, og lørdag gik det ud over endnu en ældre kvinde i Sæby. Politiet formoder, at der er tale om samme gerningsmand.

Onsdag i sidste uge skaffede tricktyven sig adgang til kvindernes bolig ved at bilde dem ind, at han kom for at advare om mange tyverier i området og vil sikre, at de havde gemt deres værdier ordentligt væk.

I lørdags udnyttede tyven, at en 80-årig på Munkevang lå og sov til middag. Kvinden havde ikke låst døren, og tyven listede ind i lejligheden, mens kvinden sov.

Da den 80-årige vågnede, nåede hun kun at se ryggen af en mand, der forlod hendes lejlighed, fortæller politikommissær Peter Skovbak, Nordjyllands Politi i Frederikshavn.

Efterfølgende kunne den 80-årige konstatere, at der var tage penge fra hendes tegnebog og et andet sted i lejligheden.

Kan stå bag flere tricktyverier

Politiet mistænker ikke kun, at det er samme gerningsmand, der også stod bag de tre tricktyverier i Sæby tidligere på ugen, men det kan også være samme gerningsmand, der begik lignende tricktyverier i december og januar, fortæller Peter Skovbak.

I den forbindelse har politiet udsendt følgende signalement af den mulige gerningsmand:

 ● 180-190 centimeter høj

● Lys i huden

● Dansktalende

● Havde muligvis en cykel med

Politiet vil gerne høre fra folk, der har set noget i forbindelse med tricktyverierne, eller genkender manden ud fra signalementet. Nordjyllands Politi kan kontaktes på telefon 114.

Se også
Tricktyv på spil igen: Stjal penge fra ældre borgere
Se også
95-årige Marie snød tricktyv: - Han tilbød at hjælpe mig
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste