Dorte Rasmussen modtog plakette for sin ejendom, Niels Tvillingsvej 10, Strandby.
Livet her

To boliger præmieret for god byggeskik og nænsom restaurering

27. september 2022 kl. 13:37

FREDERIKSHAVN: Prisuddelingen skete ved en reception i Krudttårnet, hvor byfondens formand, borgmester Birgit S. Hansen overrakte plaketterne. Frederikshavn Byfond har tradition for hvert år at præmiere god byggeskik og nænsom restaurering af bygninger eller bygningsdetaljer i Frederikshavn Kommune.

Niels Tvillingsvej 10 i Strandby ejes af Dorte Rasmussen. Det er en enkel og klassisk bygning med gule facader, sort sokkel og rødt tegltag. Der er foretaget to tilbygninger tegnet af arkitekt Palle Nielsen, Atrio Arkitekter, Horsens, i samme stilfærdige stil, så hele bygningen fremtræder smuk og harmonisk.

Niels Tvillingsvej 10, Strandby, har så mange kvaliteter, at Byfonden har givet ejendommen sin fineste pris, en plakette.

Gammel Torv 20 i Frederikshavn har Søren Smidt Olsen som indehaver. Huset er fra 1806 og ombygget i 1991. Huset har gennem tiden rummet bl.a. et vaskeri og en butik med salg af gas. Efter en radikal byforbyelse midt i 1960’erne blev en gammel købmandsgård revet ned, hvorved Gammel Torv 20 blev synlig som en del af det ”nye” Gammel Torv.

Gammel Torv 20, Frederikshavn, fik Byfondens plakette for nænsom renovering.

Ejendommen har siden gennemgået en omfattende renovering, så den i dag har alle de træk og kvaliteter i sig selv og i bybilledet, som gør den til noget helt særligt.

Krøghsvej 5, Strandby, fik diplom for sin stilfærdige og tiltalende fremtoning i bybilledet.

Ud over de to plaketter valgte Frederikshavn Byfond at præmiere Krøghsvej 5 i Strandby med et diplom for den stilfærdige og tiltalende fremtoning i bybilledet. Et godt eksempel på de klassiske, stilfærdige og tidstypiske ejendomme, som findes både i Frederikshavn og de fleste danske byer. Krøghsvej 5 indehaves af Mandrup Ejendomme ApS ved Anders Hofman Mandrup og Michael Mandrup Hansen.

Annonceret indhold

Nyeste