Livet her

Solcellelampe antændte brand - nu advarer indsatsleder

Da et plastikbord brød i brand, forårsagede det en flækket rude og et sortsvedent tagudhæng

02. juni 2023 kl. 16:38
Opdateret kl. 16:46

SKAGEN: Solcellelamper i forskellige afskygninger står rundt om i haver og på altaner. Men man gør klogt i at sørge for, at de ikke står for tæt på noget brændbart.

Den advarsel kommer fra Bo Isaksen, der er indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab.

Sammen med brandfolkene blev han fredag eftermiddag kaldt til en brand i Skagen, som der dog hurtigt kom styr over. Men indsatslederen advarer ikke desto mindre:

- En solcellelampe, der stod på et plastikbord i haven, antændte bordet. Og branden var skyld i, at det yderste glas i en termorude - som bordet stod ved - flækkede. Tagudhænget blev sortsvedent, før brandfolkene kom frem og fik slukket ilden, siger Bo Isaksen.

 - Så der har været en del ild, og det skal man nok være opmærksom på, hvis man har solcellelamper stående, siger han.

Bo Isaksen understreger, at han ikke kender mærke, model eller alder på solcellelampen.

- Det er ikke for at skræmme folk, men jeg synes, at man lige skal være opmærksom på, hvor man placerer sine solcellelamper, siger han.

Ingen mennesker eller dyr kom til skade ved branden i Skagen.

Annonceret indhold

Nyeste