Søren har været centerleder i 25 år
ØSTERVRÅ: Den 1. august er det 25 år siden Søren Kiil (61) tiltrådte stillingen som centerleder for Østervrå idræts- og Kulturcenter (OIKC), Bredgade 6, Østervrå, og han er blot den anden leder i det 52 år gamle center. Under Sørens ledelse er der sket en stor udvikling med en hel del fornyelser og flere er på vej.
Østervrå Idræts- og Kulturcenter kunne for to år siden fejre sit 50-års jubilæum i særdeles fin form, og det resultat har centerleder Søren Kiil en meget stor aktie i. Søren Kiil har i alle årene været en engageret og seriøst arbejdende leder, med et helt særligt fokus på centrets økonomi, og det betyder også, at der altid er fuldstændigt overblik over budgetter og regnskab.
Søren Kiil er uddannet revisor og kom til OIKC fra en stilling i Kommunernes Revisionsafdeling, og det har været et godt udgangspunkt i jobbet som centerleder.
– Den indsigt jeg havde i det offentlige system, budgetlægning og -styring, har helt sikkert haft stor betydning i det daglige arbejde, mener Søren, som slet ikke har tal på, hvor mange omlægninger og ændringer, der har været i de sidste 25 år.
– Det har da budt på en del udfordringer i årenes løb, og så er det godt at kunne holde tungen lige i munden, lyder det med et lille skævt smil.
Store ændringer, forbedringer og fornyelser har der også været en hel del af i de sidste 25 år. I 2004 blev Kulturhuset bygget, Motionscentret er udvidet tre gange senest i 2015, og i 2017 kom den nyeste tilbygning med bibliotek, ungdomsklub og mødelokaler samt nyt indgangsparti til. For nyligt er der foretaget en del renovering og fornyelse bl.a. af omklædningsrummene, og mere er på vej. I øjeblikket er to meget store projekter i støbeskeen med byggeriet af en Sognegård i samarbejde med Torslev og Østervrå Menighedsråd samt et byggeri i tilknytning til projekt Hærvejen.
OIKC er et kraftcenter midt i Østervrå by, med et kundegrundlag der favner særdeles bredt, og snart kan et nyt segment fra Hærvejen melde sig på banen.
Idræts- og kulturcentrets bestyrelse fejrer deres centerleder fredag den 9. august med en reception i Østervrå Kulturhus, og de håber at se rigtig mange samarbejdspartnere, brugere af centret – nuværende og tidligere samt alle, der har lyst til være med til at gøre Sørens jubilæum til en helt særlig dag.