Social run er for alle: Løb i fællesskab med løbetræner
SKAGEN: Klokken er tæt på halv ni søndag morgen, solen skinner og luften er frisk, og lige midt mellem Skagens Museum og Skagen Bageri i Østerby kommer flere og flere til i løbetøj. Der bliver hilst pænt på bagerkunderne, og smidt et par kække bemærkninger både den ene og den anden vej.
For de 20, der er mødt op i løbetøj må rundstykkerne vente, først står den nemlig på ‘Social Run’ arrangeret af performance specialist Jacob Strøm, som har træningscenteret Skagen Performance Institute i Skagen.
Social Run er som navnet antyder et socialt løb, som hverken kræver tilmelding eller betaling.
Ruter til forskellige paces
Der bliver varmet op på hjørnet og derefter deler de 20 løbere sig i to hold; et der løber fire en halv kilometer og et der løber seks kilometer, så der kan løbes i forskellig pace. Den langsomme rute løber i pace 6.30, den hurtige i 5.30.
- Vi har alle forskellige mål, missioner og ambitioner med træning og med livet generelt, men selvom man har forskellige ambitionsniveauer kan vi stadig godt være fælles på vores vej, siger træner Jacob Strøm, som er super glad for tilslutningen og kalder løbet en succes.
Det sociale motiverer også
Cirka halvdelen af løberne til Social Run er kommet uafhængigt af Jacob Strøms træningscenter. Og det er heller ikke på nogen måde nødvendigt, at man træner hos Skagen Performance Institute, for at deltage. Alle er velkomne og ifølge træneren kan alle også være med - og der var da også blandt løberne tre store børn med.
- Vi løber i et tempo, hvor alle kan være med. Og hurtigløberne kan også få noget ud af at løbe langsomt, siger træneren og tilføjer:
- Når man løber alene, kobler man meget fra, når man løber med andre, sker der noget helt andet og ruten føles kortere, synes jeg. Vi løber i et tempo, hvor vi kan snakke - det er jo et social run, siger Jacob Strøm.
Flere pop-up-løb på vej
Og der er allerede planer om flere social runs.
- Der kommer nok flere pop-up-løb henover sommeren, og måske også nogle løb, som er lidt hårdere og med intervaller. Det er nemmere at give den gas, når man løber sammen med andre. Så det kan man også bruge løbene til, fortæller Jacob Strøm.
Allerede torsdag den 17. april, skærtorsdag, er der igen Social Run med mødetid klokken 8.30 ved Skagens Museum. Der løbes to løb med pace 5.30 og pace 6.30. Ingen tilmelding nødvendig og det koster ingenting at deltage.