Billede beskrivelse

Skole får 3.000 kr. fra Skolemælkslegatet

05. juni 2024 kl. 10.00

STRANDBY: Strandby Skole får 3.000 kr. fra Skolemælkslegatet. Pengene skal bruges til et projekt, hvor børnene i 0. klasse smører sunde madpakker.

Det fortæller Mejeriernes Skolemælksordning.

Nu kan børnene i de to 0. klasser på Strandby Skole glæde sig til at skulle smøre sunde madpakker. Skolen har nemlig fået 3.000 kr. fra Skolemælkslegatet til et forløb, hvor eleverne kommer agurk, gulerødder, mørkt brød og andre sunde sager i madkasserne. Desuden skal børnene være med til at bage sunde og ”antimadspildssnacks” af ”gammelt” rugbrød og knækbrød.

Forløbet tager afsæt i Skolemælks undervisningsmateriale ”Den magiske madkasse”, som fokuserer på fællesskab, viden om mad, madglæde og mod til at smage på noget nyt.

Stor interesse 

Strandby Skole er en af de 41 skoler, som modtog midler ved den første af årets to legatuddelinger. I alt søgte 699 skoler om skolemælkspenge. 

Hos Mejeriernes Skolemælksordning glæder Rasmus Flade Nielsen, senior marketing manager i Mejeriforeningen, sig over den store interesse for Skolemælkslegatet:

- Det viser, at legatet har sin berettigelse. Selvom vi ikke kan glæde alle, er det meget tilfredsstillende at kunne støtte en bred vifte af spændende tiltag, der baner vej for sundhed, trivsel og fællesskab til gavn for rigtig mange skolebørn.

Fremmer sundhed og fællesskab 

To gange om året kan lærere, pædagoger, elevråd og forældreråd fra skoler, der er medlem af Mejeriernes Skolemælksordning, søge midler fra Skolemælkslegatet. Det fungerer som en håndsrækning til aktiviteter eller tiltag, som skolens egen økonomi ikke kan dække. 

Hver ansøger kan søge om op til 5.000 kr. til et projekt.

Næste uddeling af Skolemælkslegatet finder sted i efteråret.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste