Butikschef Maria Rose og salgsassistent Emma Kammer foran The Athlete's Foot, der snart åbner i gågaden.
Shopping

Verdens første sneakers-kæde åbner snart i Frederikshavn

03. februar 2023 kl. 10:02

The Athlete’s Foot åbner i nær fremtid i gågaden i Frederikshavn lige ved siden af Restaurant Smørgåsen, hvor håndværkerne lige nu knokler for at gøre lokalerne klar til indvielse. Butikschef Maria Rose og salgsassistent Emma Kammer glæder sig til den store dag, hvor dørene slås op for de første kunder.

- Det er virkelig stort, at The Athlete’s Foot kommer til Frederikshavn. Det er et højprofileret brand – den originale sneakers – og den nærmeste butik ligger i Kolding. I butikken vil vi have alle de populære mærker inden for sneakers samt beklædning fra de samme brands, siger Maria Rose.

The Athlete’s Foot blev stiftet af to brødre i Pittsburgh, USA, for godt 50 år siden. Det var den gang verdens eneste butik, som solgte sportssko til almindelig dagligt brug. Folk rystede på hovedet, men brødrene Lando havde set rigtigt. I dag er sneakers et must blandt unge, visse modeller er endda blevet samlerobjekter og handles brugte for svimlende beløb.

- Sneakers kommer fra sportens verden, men de er i dag udviklet til dagligt brug. En sko, du skal have på hele dagen på job eller i skole, skal kunne noget helt andet, end en sportssko, der skal yde en toppræstation i et kortere tidsrum. Det er to helt forskellige verdener, hvor sneakers er meget mere mode end sport, siger Maria Rose.

To frederikshavnere

De to kvinder, som skal tegne butikken fremover, er begge frederikshavnere. Maria Rose har arbejdet med salg og navnlig i sportsbranchen hele sit voksenliv, dog med en afstikker til Aarhus for at uddanne sig til kosmetolog. Men hun kunne ikke undvære butikshandel og glæder sig til udfordringen i The Athlete’s Foot.

Emma Kammer har sabbatår efter studentereksamen, men har også arbejdet med salg i fritiden, siden hun var 14, bl.a. i biografen, en restaurant og en tøjbutik. Så det er unge, men ganske erfarne kræfter, du vil møde i The Athlete’s Foot.

Bag den ny butik står Kasper Kristensen, der også driver Intersport i Frederikshavn. The Athlete’s Foot ejes af Intersport International corp., men det var ikke nogen selvfølge, at Kasper Kristensen kunne få en franchiseaftale. Kæden ønskede, at han skulle åbne butikken i Aalborg, men Kasper Kristensen insisterede på, at den første nordjyske butik skulle ligge i hans by, Frederikshavn. Og sådan blev det.

Annonceret indhold

Nyeste