Uhygge og politisk catwalk i Frederikshavn
Efter mørket var faldet på i Frederikshavns bymidte fredag aften, var der masser af uhygge, med levende spøgelser, røg, damp, lyd og lys, samt lokale politikere der gik catwalk og viste efterårsmode.
Butikkerne fristede traditionen tro med nogle uhyggeligt gode tilbud til dette års Open By Halloween.
I gaderne var der mange oplevelser og bunkevis af gratis græskar til udskæring på Kirkepladsen og Fisketorvet, med hjælp fra ildsjæle fra Skøjte og Sports Forening Nord står klar til at hjælpe og vejlede.
Midtbyens nye samlingsscene på Kallstorv, var omdannes til Scary Square, et uhyggeligt byrum, hvor der efter mørket frembrud myldrede levende spøgelser og monstre frem af mørket. Byen kunne opleves på en gratis tur med hestevognen, der blev trukket af spøgelseshesten Luke, eller der kunne vindes flotte præmier til alle udklædte børn på Kallstorv ved Jerry’s, mens dragen Malix bevægede sig rundt i gågaden.
Som opvarmning til politikernes modeshow og paneldebat, varmede Mobildiskotek Unique op med gode hits fra 80-90’erne på Stentorvet.
Den røde løber var rullet ud på Stentorvet til borgmester Birgit S. Hansen (S), Mette Hardam (V), Christina Lykke (SF), Rasmus Bang Pedersen (NB), John Lamp Henriksen (C) og Thomas Hjort (DF) der skulle vise efterårsmode fra SøndergaardF, Lædermagasinet, Skoringen, Lundberg FRH, Vero Moda samt Tøjeksperten Frederikshavn.
Efter modeshowet var der politisk debat, hvor Michael Frederiksen styrede slagets gang, og hvor de fremmødte kunne stille spørgsmål eller komme med idéer til paneldeltagerne.
Handelschef, Dan Kobberup udtaler stor tilfredshed med aftenen, og kunne fortælle at der dagen igennem havde været et stort kundeflow:
- Det har været en super handelsdag med vellykkede (u)hyggelige aktiviteter, specielt Scary Square på Samlingsscenen, som var ombygget til horror House af Anne Mette og Kjeld Rye.