Tinas butik er kåret som den bedste - igen
FREDERIKSHAVN: For andet år i træk er Skoringen Frederikshavn blevet kåret som årets Skoringen-butik i Danmark på Skoringens årlige generalforsamling.
Indehaver Tina Dannow Andersen er ikke i tvivl om, hvorfor butikken har opnået denne ære igen:
- Vi har verdens bedste kunder, siger hun.
På årets generalforsamling for Skoringens butikker i Danmark, Norge og Færøerne blev Skoringen Frederikshavn igen kåret som Danmarks bedste Skoringen.
Adspurgt om årsagen til den gentagne titel, siger Tina Dannow Andersen:
- Vi ville slet ikke være her, hvis ikke det var for vores fantastiske kunder. Jeg kan vist ikke sige det nok. Den loyalitet og tillid, de viser os og butikken, er helt unik, og vi er stolte af at kunne give dem det, de søger inden for skomode.
Detailhandel med fokus på det nære
Når det kommer til at drive forretning, er vilkårene ofte trange for mange skohandlere. Det kræver noget ekstra at lykkes, og her har Tina Dannow Andersen og hendes team lagt vægt på det nære.
- Vi kender vores kunder, og vi sørger for at have det bedste til dem. Vi har for eksempel fået en SNEAX Store, så vi nu har et endnu større udvalg af sneakers, siger Tina Dannow Andersen.
Butikken sætter en ære i at skabe gode kunderelationer og yde den bedste kundeservice, og det er netop noget, teamet i butikken er kendt for.
- Butikken har et stærkt team, og det smitter selvfølgelig af på den måde, butikken bliver drevet. De gør det simpelthen supergodt, tilføjer Tina Dannow Andersen.
Butik med historie
Da Tina Dannow Andersen overtog butikken i 2019, var hun godt klar over, at hun havde overtaget en butik med en lang historie.
I mere end 70 år har Danmarksgade 65 huset en skobutik.
At lokalerne nu, for anden gang i træk, danner rammerne for Danmarks bedste Skoringen, indgyder selvfølgelig en vis stolthed hos indehaveren.
- Det er klart, at jeg bliver glad for at vide, at mit og mit teams arbejde – og vores dedikation over for faget og kunderne – bliver anerkendt. Det skal der slet ikke være tvivl om. Men det er ikke på grund af muligheden for at vinde hæder, at vi gør det, vi gør. Det er blot toppen af kransekagen. Vi er her, fordi vi kan lide at arbejde i faget og servicere vores kunder. Det vil altid være fundamentet i min måde at drive butik på, udtaler en glad og beæret Tina Dannow Andersen.
Fejring af ansatte og kunder
Som sidste år kommer fejringen af hæderen ikke til at gå stille af.
Lørdag den 4. april vil der være kagemand, slush ice og balloner til dem, der lægger vejen forbi butikken mellem kl. 10 og 13 (butikken har åbent til kl. 15).
- Det er selvfølgelig kunderne og teamet, der skal hyldes, som Tina Dannow Andersen siger.