
Supermarked er klar til at åbne: Vind 5 kilo bland-selv-slik
Hedebo Super er klar til at åbne.
Èn af forårets mange bebudere er, når campingpladserne åbner. Således også Hedebo Super der åbner dørene til den kommende sæson.
Fra fredag den 31. marts klokken 7 kan der igen handles i den store velassorterede købmandsbutik.
Købmandsparret Lone og Keld Jensen glæder sig til at gense deres mange trofaste kunder fra Sæby og opland samt masser af campister fra ind- og udland.
For at markere åbningen er der den kommende weekend flere gode tilbud blandt andet bliver børnene betænkt med gratis is. Og i samarbejde med Bageren på Gl. Aalborgvej ligner priserne på rundstykker og wienerbrød priserne fra inden inflationen gik af lave.
På Facebook inviterer købmandsparret til en åbningskonkurrence, hvor der kan vindes fem kilo bland-slev-slik. Her kan der vælges mellem hele 250 forskellige slags slik som findes i butikken.
Vinderen offentliggøres den søndag den 9. april. Betingelserne for at deltage i konkurrencen kan ses på: https://www.facebook.com/search/top?q=hedebo%20super
Selv om Hedebo Super vel nok har det bredeste udbud af slik på hylderne, kan butikken også bryste sig af at være en blandet landhandel – i positiv betydning. De har et omfattende vareudbud med mange finurlige og unikke genstande, der kan findes i den 300 kvadratmeter store butik.
Som noget forholdsvis nyt kan kunderne i år finde forskellige former for fodtøj, der matcher ethvert campingdress. Til de kølige aftner, hvor vejrliget indbyder mest til indendørs sysler, kan strikkepindene holdes varme med garn fra butikken.
- Keld Jensen oplyser, at gas er en forholdsvis stor artikel, idet der normalt bliver solgt cirka 1.800 gasflasker.
Appetitten hos den mest kræsne campist kan snildt blive stillet med mange friske grøntsager og 4-5 kilo oksefilet klar til grillen til en fast kilopris på 99,90 kroner. Til dessert kan bydes på softice.
For at holde væskebalancen i vatter, kan der købes øl fra Skagen og Frederikshavn Bryghuse.
Butikken holder åbent alle ugens syv dage fra klokken 7 til 20 og i skolernes sommerferie forlænges åbningstiden til klokken 22.
Lone og Kjeld Jensen runder i løbet af sommeren, henholdsvis 64 og 67 år, har besluttet at de efter 35 år i fællesskab har drevet Hedebo Super, vil gå på pension til efteråret.
Deres efterfølgere vil inden længe kunne offentliggøres.