Billede beskrivelse

Stor kæde tester nyt koncept hos Claus

02. august 2024 kl. 06.00

SÆBY: Hvis din tid er knap og du gerne vil spare minutter på at handle dagligvarer, kan du gøre det online og hente en fyldt indkøbspose i MENY Sæby. Butikken i Sæby er en af kun to MENY-butikker, som er gået med i et nyt forsøg.

Det skriver Dagrofa i en pressemeddelse.

“Klik og hent.”

Det er titlen på et nyt forsøg i MENY Sæby, og det er ret ligetil. Klik dig rundt i supermarkedets varer online og fyld din virtuelle indkøbskurv. Når du har klikket rundt i varerne og fundet det, du skal bruge, kan du hente varerne i butikken. De er pakket til dig og klar til afhentning.

- Vi prøver naturligvis at tilpasse os kunderne, og hvis der er tilstrækkeligt mange kunder, der foretrækker at købe dagligvarer på den måde, så skal vi selvfølgelig også tilbyde det, siger MENY-købmand Claus Karlsen.

- Vi vil rigtigt gerne have kunderne ned i butikken, men vi har også forståelse for, at nogen, selv om de gerne vil have vores gode kvalitet, hellere vil bruge deres tid på noget andet, og så skal vi selvfølgelig også have et tilbud til dem, fortsætter Claus Karlsen.

MENY i Sæby har ikke selv hjemmesiden til at sælge varer. Derfor foregår det via Wolt, der normalt er kendt for at levere takeaway til sultne danskere i de større byer. De har det tekniske setup, som MENY kan bruge til salget.

Bestillingen foregår via wolt.dk. Vælg Sæby og dernæst MENY. Så åbner det for bestilling af alle varer i MENY Sæby.

- Populært sagt, så handler det om kunderejsen. Den kunderejse, som de her kunder ønsker, vil vi også gerne være med til at hjælpe med dem. Måske er der nogle af vores faste kunder, der hellere vil handle sådan, eller måske bare gøre det en gang imellem. Og måske får vi helt nye kunder, og det vil vi selvfølgelig også gerne, siger Claus Karlsen, der glæder sig til at evaluere testen efter en periode.

“Klik og hent” begyndte i Sæby og i St. Heddinge på Sydsjælland for lidt mere end en måned siden. Derfor er det for tidligt at sige, hvordan det kommer til at gå, men Claus Karlsen er fortrøstningsfuld i forhold til, at danskerne generelt er begyndt at prioritere deres tid. Det ser han nemlig også i sin butik, hvor salget af nemme måltidsløsninger er stigende.

Den vækst gælder for hele Dagrofa, som foruden MENY også står bag SPAR, Min Købmand og Let-Køb.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste