Slutspurten på det lokale gavekortsalg er gået ind
Det er højsæson både for lokale gaver og gavekort, og et af de mest populære gavekort er FREDERIKs lokale elektroniske gavekort, som kan anvendes hos over 150 modtagersteder på Læsø, i Sæby og i Frederikshavn.
Gavekortet kan købes både online og på FREDERIKs kontor i Tordenskjoldsgade samt hos de 11 butikker i Frederikshavn, Sæby og på Læsø, som står for hovedparten af udstedelserne. Gavekortets værdi kan være fra kr. 100 og op til kr. 3.500 – hvis det er de store gaver, som skal under træet.
FREDERIK Gavekortet er også populært hos personaleforeninger og foreningslivet, da modtageren frit kan vælge mellem tusindvis af produkter og oplevelser.
Salgsomsætning af det populære gavekort forventes at runde de magiske 7 mio. kr. og endda et stykke over, for i skrivende stund har salget netop rundet 10.000 stk., svarende til en omsætning på 6 mio. kr.
Gavekortet er med til at generere en flot årlig medlemsomsætning hos erhvervslivet på Læsø, Sæby og i Frederikshavn. De første gavekort blev udstedt i 2006 og det har siden genereret en lokalomsætning frem til 1. januar 2023 på hele 70.194.194 kr.
- Den lokale handel er essentiel, så vi fortsat kan skabe attraktive byer i vores kommune, og detail- og servicebranchen udgør mange arbejdspladser og et væsentligt skattegrundlag, siger handelschef Dan Kobberup og uddyber:
- Cowis detailhandelsanalyse fra 2018 viste, at der er 6.500 medarbejdere i handel og service i Frederikshavn Kommune og at branchen skabte 25 procent af alle job i Frederikshavn Kommune.
Føtex Frederikshavn fortsætter som det suverænt største salgssted, hvor der indtil videre i 2023 er solgt hele 3.355 gavekort til en samlet værdi over kr. 1,7 mio. kr. I Sæby er det Kontur og Meny som ligger i spids. De har tilsammen solgt for over 300.000 kr., fordelt på over 700 gavekort.