Billede beskrivelse

Populær Skagen-butik får på én gang en lykkelig slutning og en god begyndelse

09. december 2025 kl. 19.04

SKAGEN: Da Charlotte Eriksen og Susanne Laursen for 11 år siden åbnede køkkenbutikken Laurentius i Skagen, var det fra starten helt bevidst, at butikken skulle være af den gammeldags slags.

- Det var et helt grundlæggende princip for os. Vi var trætte af at please systemer. Her i butikken har vi kun mails, telefon og et lille kasseapparat. Vi har intet it, ingen hjemmeside eller webshop. Og det er faktisk lykkedes os at lave en gammeldags butik midt i en tid med mere og mere internethandel, siger Susanne.

Hendes makker, Charlotte, funderer over, om de to egentlig faktisk har været fremsynede med deres gammeldags butik. 

For butikken har ihvertfald været populær, selv uden webshop og it. Og med masser af håndskrevne prissedler.

Det har været vigtigt for de to kvinder bag butikken, at den skulle være et oplevelses-rum.

Og det er de lykkedes med, synes de nye ejere, Lise Tolstrup Munck og Brian Munck fra Sæby, som fra 1. december har overtaget butikken.

Billede beskrivelse

Samme motivation hos de nye ejere

- Vi har været kunder i butikken gennem mange år, og da vi hørte, at Susanne og Charlotte havde den til salg, spurgte vi hinanden; er det det her vi skal, siger Lise, som sammen med Brian gennem længere tid havde overvejet at skifte retning i arbejdslivet. 

Lise er skolelærer og Brian sælger, men de har begge gået og overvejet om de skulle kaste sig ud i noget helt anderledes.

- Vi havde faktisk overvejet og vi skulle kaste os ud i noget med en café eller et hotel eller lignende, fortæller Brian og det viser sig at de nye ejere og de oprindelige har haft nogenlunde samme motivation, for det var også præcis de overvejelser

Susanne og Charlotte havde gået med, da de for 11 år siden landede på at det skulle være en køkkenbutik, der skulle være fremtiden for dem.

Billede beskrivelse

Holder hinanden i hånden

Og ligheden kommer dem måske til gode nu, hvor de nye og de oprindelige ejere har indgået en aftale om at være i butikken sammen i hele december, så der kan sikres en god overdragelse.

- Vi føler os holdt meget i hånden, fortæller Lise om samarbejdet.

Det er også allerede aftalt, at de fire tager på messe sammen til februar.

For selvom Susanne og Charlotte helt selv har valgt, at det nu var tid at skulle videre, er det ikke helt nemt at give slip.

Følelsesladet farvel

Og spørger man de to, hvad det sjoveste og det sværeste i de 11 år har været, kommer det nærmest i kor:

- At åbne og at lukke!

Og Susanne forklarer, at det stadig er en proces for dem at vende sig til, at det er slut for dem i Laurentius.

- Vi fortryder ikke, at vi stopper, men det er en proces, og jeg kan da godt ind imellem knække sammen og hulke som en lille baby, men så husker jeg mig selv på, at det er noget, vi har villet i nogle år. Og dét handler også om alder, og om at min mand og jeg gerne vil have nogle gode år med hinanden og med børnebørnene, siger Susanne. Og det samme gør sig gældende for Charlotte, som også gerne vil have mere tid sammen med manden, som arbejder i Sverige.

Videre på samme måde

Og de nye ejere har da også allerede gjort sig tanker om, hvor altopslugende det kan være at være selvstændig forretningsdrivende og har planer om at få et par medarbejdere i butikken.

- Det handler jo også om, at vi er et ægtepar, så vi skal jo til de samme bryllupper og barnedåbe, så det er nødvendigt med et par medarbejdere, selvom vi nu har tænkt os at være her rigtig meget, fortæller Lise.

Lise og Brian har også tænkt sig langt hen ad vejen at drive Laurentius videre nøjagtig, som Susanne og Charlotte har drevet den, med gode weekend-åbningstider, tidsubegrænset returret, god service og super lækre køkkensager.

Og det glæder de to kvinder bag Laurentius.

- Det har været vigtigt for os, at butikken ikke blev overtaget af et butikskoncept eller en kæde, som så hyrede en butikschef, så vi er meget lykkelige for, at det er nogle nordjyder, som også vil det her med hjertet, som overtager, siger Susanne.

Det er resten af december stadig muligt at møde Susanne og Charlotte i butikken sammen med de nye ejere Brian og Lise.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste