Shopping

Peter Power jubler og er vild i varmen - seks store butikker er på vej til byen

Udviklingen er vendt i Frederikshavn, lyder det optimistisk - nu ankommer både elektronikgiganten Power, supermarkedet Løvbjerg samt fire andre store butikker

19. august 2022 kl. 15:41

FREDERIKSHAVN: Kan vi ikke tillade os at kalde ham Peter Power? Selv om han godt nok hedder Nielsen til efternavn.

Vel kan vi så.

For formanden for plan- og miljøudvalget i Frederikshavn Kommune, Peter E. Nielsen (S), er en glad mand i øjeblikket.

Glad for at det ikke bare er lykkedes at tiltrække en elektronikgigant som Power til Frederikshavn. Fem andre store butikker er ligeledes på vej til byen.

- Det er vildt det her, og jeg har aldrig været ude for noget lignende. Vi er virkelig inde i en god udvikling i Frederikshavn, siger Peter E. Nielsen.

Her kommer et nyt supermarked. Foto: Kim Dahl Hansen

Visse folk i Frederikshavn og omegn er ikke meget for at indrømme det:

Men i de seneste år har Hjørring - og til en vis grad også Brønderslev - været magtcentrum, når de rigtig store butikker manglede en ny by at slå sig ned i. Blandt andet har Biltema fundet vej til Hjørring.

- Vi har manglet både langsigtet planlægning og nogle egnede grunde i Frederikshavn. Med andre ord har vi sovet i timen, og vi har nok været lidt misundelige på Hjørring. Men nu vender vi udviklingen, siger Peter E. Nielsen.

I 2015 udlagde Frederikshavn Kommune en række grunde til ”særligt pladskrævende butikker”.

Så er Frederikshavn klar til noget Power. Foto: Kim Dahl Hansen

Disse butikker skulle være på mindst 750 kvadratmeter, og nu begynder de store kæder tilsyneladende at interessere sig for Frederikshavn.

De store grunde er placeret i et forholdsvist lille område ved Hjørringvej - byens store indfaldsvej.

Og lad os bare begynde længst væk fra centrum på Hjørringvej.

Her finder vi to bygninger tæt ved hinanden, som begynder at tage form.

Der er tale om dagligvarekoncernen Dagrofa samt supermarkedet Løvbjerg.

Dagrofa er en dansk koncern, hvor private borgere ganske vist ikke kan handle. Men virksomheden er alligevel med til at skabe trafik til Frederikshavn, mener Peter E. Nielsen.

Her på den gamle Toyota-grund kommer der to butikker på henholdsvis 2000 kvadratmeter og 1000 kvadratmeter. Politikerne i plan- og miljøudvalget har allerede sagt ja til, at der udarbejdes en lokalplan. Foto: Kim Dahl Hansen

Nogle hunderede meter længere ind mod Frederikshavn får elektronikgiganten Power til huse, og på den modsatte side af Hjørringvej bliver det straks mere hemmelighedsfuldt.

Her på den gamle Toyota-grund kommer der to butikker på henholdsvis 2000 kvadratmeter og 1000 kvadratmeter. Politikerne i plan- og miljøudvalget har allerede sagt ja til, at der udarbejdes en lokalplan.

Og nu bliver det måske endnu mere spændende:

Længere ind mod byen - ved siden af Lidl på Hjørringvej - har plan- og miljøudvalget netop godkendt en lokalplan, som åbner op for en såkaldt udvalgsvarebutik (som for eksempel Biltema) på op til 7000 kvadratmeter. Eller en dagligvarebutik på op til 3500 kvadratmeter.

Her på på en stor grund på Hjørringvej - ved siden af Lidl - har plan- og miljøudvalget netop godkendt en lokalplan, som åbner op for en såkaldt udvalgsvarebutik på op til 7000 kvadratmeter eller en dagligvarebutik på op til 3500 kvadratmeter. Foto: Kim Dahl Hansen

Hverken på den gamle Toyota-grund eller på grunden ved siden af Lidl kan Peter E. Nielsen afsløre, hvilke butikker, der er tale om.

- Jeg er bundet på hænder og fødder, og jeg må ikke sige noget endnu, lyder det fra Peter E. Nielsen.

Men et kvalificeret bud kunne være den store svenske byggemarkedskæde, BygMax, som tidligere har udtalt, at de er interesseret i at slå sig ned i enten Frederikshavn eller Hjørring.

BygMax har 190 butikker i Sverige, Norge og Finland og har for tiden kun én butik i Danmark.

Et andet kvalificeret bud er DollarStore, der beskrives som Sveriges hurtigst voksende discountkæde. DollarStore er en blanding af Harald Nyborg, T. Hansen og Flying Tiger - bare meget større.

- I Frederikshavn har vi ikke været udviklingsparate nok. Det er vi nu. Og det kan man da kun glæde sig over, siger Peter E. Nielsen.

Annonceret indhold

Nyeste