Overskuddet fra årets julekugle overrakt til Hospice Vendsyssel
FREDERIKSHAVN: Årets lokale julekugle i Frederikshavn, der udgives af Lædermagasinet i samarbejde med en lokal kunstner, har igen i år været utrolig populær. Julekuglen produceres af BRINK Nordic.
Det er femte år i træk at julekuglen udgives, og i år var det Steen Karlsen, der havde malet motivet.
Hvert år doneres 10% af salget af julekuglerne til et velgørende formål, og i år gik donationen til Hospice Vendsyssel, som var de glade modtagere af kr. 9.000,-.
- Vi er utroligt glade for den flotte donation, og det betyder meget for os. Pengene gør, at vi kan gøre lidt ekstra ud af stemningen i huset med udsmykning og dekoration. Vores juletræ i fællesrummet skal pyntes den 23. december, og der vil den her kugle få en helt speciel placering, fortæller en glad Winnie Poulsen, der er leder af Hospice Vendsyssel.
De populære julekugler udkommer i august, og der er rift om dem allerede fra starten. I år er der solgt 500 kugler.
- Det er dejligt, at der er så stor interesse for kuglerne. Det er blevet en fast tradition i mange familier, og vi ved at mange af kuglerne havner både udenbys og udenlands, som en reminder om vores dejlige by, fortæller indehaver Lars Hansen fra Lædermagasinet.
Julekuglerne er nu udgivet 5 år i træk, og hele serien er produceret igen, og kan købes hos Lædermagasinet.