Nu sælger Jens også kaffe, te og søde sager
FREDERIKSHAVN: Vinspecialisten hedder den forretning, som Jens Dahl driver i det tidligere Løveapotek ved Kirkepladsen. Men på sociale medier og i folkemunde er navnet Den Gyldne Løve ved at vinde indpas, og det er måske også mere dækkende.
For ganske vist udgør vin og spiritus hovedparten af sortimentet, men siden Jens Dahl ved årsskiftet overtog Nygaards Kaffe lidt længere henne ad gaden, er der nu også både kaffe, te, marmelader, chokolader og meget andet på hylderne.
Butikken var i forvejen godt fyldt op, men ved at rokere lidt rundt, gøre reolerne lidt højere og drosle lidt ned på øllet, så har Jens Dahl fået plads til hele det tidligere Nygaards-sortiment. Selv kaffemøllerne har fundet plads, om end vinhandleren nu må dele sit kontor med dem.
- Det har været godt at få de nye varer ind i butikken, og kunderne har taget godt imod forandringen. Bortset fra adressen er forandringen heller ikke så stor. Det er stort set de samme varer, og betjeningen er den samme, da personalet flyttede med. På nær Poul Erik, som valgte at gå på pension, siger Jens Dahl.
Midt i det forenede varesortiment er der også blevet plads til en spændende nyhed, nemlig dansk mousserende frugtvin fra Andersen Winery i Mols Bjerge. Her finder du en hel række af boblende frugt-oplevelser til sommerens hyggestunder.