Shopping

Lokalt bageri bliver til mikrobageri

11. januar 2022 kl. 16:00

2022 bliver et år som starter med en stor omvæltning for bagerparret Helle Madsen og Jan Eriksen, som sammen driver Hørby Bageri.

De har nemlig besluttet at gå over til at blive et mikrobageri, hvor bageriets butik kun holder åbent fra klokken seks om morgenen til klokken tolv om middagen. Bagerbutikken vil fremover have disse åbningstider alle ugens dage, undtagen om mandagen, hvor bagerbutikken, som den plejer, holder helt lukket.

De nye skilte med de nye åbningstider, som skal pryde butikkens facade, er allerede bestilt og sat i produktion hos Bouet Skilte & Reklame, som allerede i næste uge sætter skiltene op.

- Vi har valgt at læne os op ad erfaringen fra andre bagerier i Danmark, som også er gået over til dette mikrobageri-koncept med færre timers åbent i butikken, fortæller bagermester Jan Eriksen.

- 75 procent af vores omsætning ligger i netop det tidsrum, så de sidste 25 procent er dyre at omsætte for, hvis man regner i tid. Så vi kommer til at gå ned i åbningstiden, men ikke i udvalget af brød og kager, som bliver det samme som før.

Trådt ud af byråd

Tankerne om reduceret åbningstid har bagerparret gået med i december og bliver nu til en realitet. Det betyder især, at Jan Eriksen kan nedsætte sin arbejdstid.

- Det bliver rart for hele familien, at vi nu får mere tid til både børn og børnebørn. Og det skal da heller ingen hemmelighed være, at også vores børn har presset på, så vi alle kan få mere tid sammen, siger siger Helle Madsen og fortæller videre:

- For vi er ved at være gamle nok nu til at ville være gamle, slappe mere af og bare nyde livet, mens vi stadig kan, siger Helle Madsen, som selv - i samme proces - er trådt ud af sit politiske liv efter tolv år i byrådet.

Åbner igen

Der er dog ingen planer om at lukke hverken butik og bageri, men parret glæder sig til de nye åbningstider, som bliver både nyt, nemt og bekvemt, men også enormt grænseoverskridende at vænne sig til.

- Det bliver stadig muligt at hente en kagemand eller brød senere på dagen. Forskellen er bare, at det fremover skal aftales, siger Helle Madsen.

Fra tirsdag morgen 18. januar kan man fra klokken seks om morgenen igen købe friskbagte rundstykker og kager hos Hørby Bageri.

Nyeste