Løvbjergs første år i Frederikshavn er gået over al forventning
Løvbjerg-kæden er den dagligvarekæde, der oplever størst vækst i Danmark, og afdelingen i Frederikshavn, der åbnede 18. november sidste år, forventer at nå en omsætning på 110 mio. kr. det første år. Det er meget tilfredsstillende, men købmand Kjeld Gabriel er endnu mere stolt over, at butikken ligger på en flot andenplads i kæden, når det gælder kundetilfredshed.
- Vi er blevet taget rigtig godt imod af kunderne i Frederikshavn. De kan lide vores koncept med bredt udbud, skarpe priser og god plads i butikken. Især vores slagter- og delikatesseafdeling går forrygende. I det hele taget er ferskvarer vores spidskompetence, siger Kjeld Gabriel.
Da Løvbjerg-forretningen åbnede i den helt ny bygning sidste år, var den første store opgave at rekruttere de omkring 60 medarbejdere, der er brug for i en butik som denne. Det lykkedes over al forventning. Alle job blev besat og nok så vigtigt, næsten alle har holdt ved.
- Det er altid vigtigt at få sat det rigtige hold fra starten, og det er vi lykkedes med. Vi er i dag 68 medarbejdere, og det er en god blanding af unge og ældre, erfarne og knap så rutinerede, men alle går på med krum hals, og vi har en god stemning blandt kollegerne. Det mærker kunderne også, og det er forklaringen på vores flotte placering på kundetilfredshed. At vi også tjener penge, ses af at vi blev månedens butik i august – her vægter både økonomisk resultat og kundeanalyse, siger Kjeld Gabriel.
Løvbjerg fører et bredt sortiment, således at man både tilbyder den billige vare, der prismæssigt matcher discountbutikkerne, og de lidt dyrere luksusprodukter. Og så selvfølgelig en masse stærke tilbud. Kæden lægger vægt på, at der skal være tilstrækkeligt med tilbudsvarer, så kunderne ikke går forgæves efter de gode tilbud.
Den enkelte butik har også mulighed for at køre særlige tilbud på begrænsede varepartier. Det gør Kjeld Gabriel bl.a. gennem Ja tak-tilbud, som annonceres på Facebook. Det er et hurtigt medie, hvor annoncen kan fjernes i samme øjeblik, varen er ved at være udsolgt.