Kristina og Jonas Schou har skabt en ny og anderledes bilforretning på Knivholtvej.
Shopping

Kristina og Jonas satser på drømmebiler

03. juni 2023 kl. 07:01

Frederikshavns nyeste bilforretning hedder CF Biler og ligger i rundkørslen ved Knivholtvej. Den drives af Kristina og Jonas Schou, og det er en meget anderledes bilforretning. Bilerne er brugte biler i den dyrere ende, hvor kunderne findes i hele landet og bilerne typisk hentes hjem fra Sverige og Tyskland.

CF Biler har især succes med flexleasing, hvor registreringsafgiften betales i bidder med en halv procent om måneden. Det giver kunderne mulighed for at køre i en bil, som de ellers ikke ville have økonomi til at komme i nærheden af. Næsten 90 pct. af handlerne er på flexleasing.

Bilforretningen er også utraditionel ved, at der ikke er faste åbningstider. Den er åben, når det passer kunderne. Bilerne købes og sælges online og via telefon, og det kan jo gøres lige så godt fra hjemmet i Elling som fra forretningen i Frederikshavn. Dog er Kristina og Jonas i forretningen hver dag, når børnene er passet, men det giver en fleksibilitet i hverdagen, som de begge sætter stor pris på.

Jonas og Kristina importerer drømmebiler fra Sverige og Tyskland og sælger dem i hele landet.

Sidste år

Kristina og Jonas har valgt denne niche i bilmarkedet, fordi de selv er vilde med biler og elsker at hjælpe folk med at få deres drømmebil. Der erkender også, at de ikke kan hjælpe alle. Biler på flexleasing skal helst være over tre år gamle og have en værdi af mindst en halv million kroner, så er fordelen størst. Navnlig, hvis man kun forventer at behold bilen et år eller to. Bliver det en varig forelskelse, så er det bedre at købe bilen.

Det unge par etablerede CF Biler sidste år, hvor Jonas var fuldtids i forretningen, mens Kristina beholdt sit faste job, men siden 1. marts i år har hun også været fuldtids i forretningen, hvor hun står for alt det administrative. Det har altid været deres drøm at skabe en virksomhed sammen.

Jonas har solgt biler i mange år, bl.a. 10 år hos Gærum Auto ved Thorkild Thougaard, fra 2019-22 som medejer, og det var planen, at han på et tidspunkt skulle overtage helt. Men mavefornemmelsen sagde ham, at han ikke skulle drive en bilforretning med værksted og mange ansatte. 

Sverige og Tyskland

I stedet ville han prøve at skabe en ny type bilforretning, hvor det ville være muligt også at prioritere familien. Og det er lykkedes. Det kræver ikke færre arbejdstimer, men det giver en større fleksibilitet og harmoni i hverdagen.

- Vi er kommet rigtig godt fra start og har fundet vores plads i markedet, som det ser ud i dag. Og så gælder det om at have næse for, hvor markedet bevæger sig hen de kommende år. Jeg tror, bilbranchen vil forandre sig voldsomt, både med nye typer af biler og med biler på abonnement, siger Jonas Schou.

CF Biler har ganske hurtigt opnået et godt ry i branchen, og efterhånden er mange af bilkøbene bestillingsopgaver. En kunde drømmer om en bestemt bil, og så finder Kristina og Jonas den i Sverige eller Tyskland og importerer den til Danmark.

Der er også plads til sjove klenodier på to hjul i bilbutikken.

Men ikke alt er bestillingsarbejde. I forretningen på Knivholtvej står et antal spændende brugte biler, som Jonas har købt ind. Det er – som han siger – de særligt gode tilbud, som han bare ikke har kunnet sige nej til.

Her finder du bl.a. Audi sportsvogne, Mercedes AMG og en fortryllende Abarth 695 70 års jubilæumsmodel. Nå ja, og så en grøn Puck Maxi. Der skal også være plads til de skæve indfald. Fælles for alle køretøjer i forretningen er, at det er biler, som Kristina og Jonas gerne selv vil køre i.

Annonceret indhold

Nyeste