Billede beskrivelse

Kreative kræfter i Købmandsgaarden

28. juni 2024 kl. 14.01

SÆBY: Hver sommer er Købmandsgaarden Sæbys svar på Montmartre i Paris, hvor kunsten står i fuldt flor, omkranset af hyggelige gamle bygninger og toppede brosten i gården.

Mogens Hellum er kunstmaleren med baskerhuen og den malingplettede hvide kittel og med moustachen, som sagtens kunne gå for at være en ægte franskmand.

Tovholderen bag de seneste tolv sommerudstillinger i Købmandsgården er imidlertid født i Sæby for 80 år siden og har altid haft de kreative gener i den ikke helt længere så unge krop.

Billede beskrivelse

Sæbydrengen står i spidsen for i alt 13 vidt forskellige kunstnere, der gerne vil præsentere deres arbejder.

De byder igen i år op til en bred palette af changerer, produceret i forskelligt materialer.

Mogens Hellum er ikke ufortjent blevet et ikon for kunstnergruppen. Som ene hane i kurven må han hver dag beskytte sit revir.

Hellums motiver er alle fra Sæby og omegn. I anledning af købstadsjubilæet har han over vinteren malet flere historiske motiver fra Sæby, bl.a. vandmøllen, bådudlejningen ved Skovlyst, museumsgården, Klostergyden med flere.

OG så kan han fortælle lune historier om alle de gamle originaler i Sæby, som i sig selv kan være et besøg værd.

Debutant

78-årige Lisbeth Pedersen udstiller for første gang i Købmandsgården. Selv om den tidligere sygehjælper er debutant på udstillingen, er hun ingen novice i fremstilling af patchwork.

I 1997 blev hun hvervet som medlem af syklubben ”De rappe nåle”, og da klubben ophørte, fortsatte hun alene fra hjemmet.

- Når først stoffet har fanget en, bliver man hurtig afhængig, smiler Lisbeth.

Billede beskrivelse

Lisbeth ser muligheder hver gang hun ser et stykke stof med motiver, som kan indgå i forskellige størrelser tæpper eller syning af en frakke, hvilket er hendes senest påhit.

Hun bruger først og fremmest sin fantasi når der skal designes patchwork og det endelige resultat kendes først, når hun har syet den sidste stofrest på.

Ud over spændende patchwork fremstiller Lisbeth Pedersen forskellige kreative kunstkort og decopager.

På udstillingen har hun artikler fra 15 til 1.800 kroner, så der er noget for enhver pengepung. Samtidig understreger hun, at hun ikke dyrker sin hobby for at tjene til huslejen, men hvis hun kan få sine materialer betalt, er hun glad.

Øvrige udstillere

Louisa Annet Skovbak, abstrakte malerier og kunstkort. Alice Filiuka Tannert, fotokunst og smykker samt ravsmykker. Anna Lise Hansen, strik. Anne Mette H Jacobsen, oliemalerier. Annette-Fiala Bjerre, strik. Birgit Jensen, akrylmalerier, tegninger, kunstkort samt træskæring. Kit Neupart, læder. Lene Rønne, keramik. Mona Andreasen, malerier. Ole Walther, håndlavede piber. Tenna Anita Vejborg Lundholm, smykker og Mogens Hellum, oliemalerier.

Sommerudstillingen i Galleri Stalden, beliggende i Vestergade 35, Sæby, holder åbent hver dag klokken 10-16 frem til og med den 10. august.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste