Kim og co. fejrer 25 år - men holder lukket på jubilæumsdagen
FREDERIKSHAVN: I denne måned er det 25 år siden, Kim Rasmussen åbnede sin egen gardinforretning efter at have sagt sit job op hos Jari Gardiner. Det markerer han og kompagnon Anna Steen med åbent hus fredag 30 august.
- Helt præcis er jubilæumsdagen mandag 19. august, men den dag holder vi lukket og fejrer selv jubilæet ved at tage på boligmessen Formland og kigge på efterårets nyheder. Når vi så er hjemme igen på tirsdag, starter vi fejringen sammen med vores kunder, idet vi giver 25 pct. rabat på alle varer i butikken. Det gør vi helt frem til åbent hus-arrangementet 30. august, forklarer Kim Rasmussen.
Ville trappe lidt ned
Anna Steen blev ansat hos Kim Rasmussen for otte år siden, og for godt fem år siden blev hun medejer af forretningen, der forinden var gået med i Botex-kæden og havde ændret navn til Botex Frederikshavn.
Planen var, at Kim Rasmussen så ville trappe lidt ned på arbejdsmængden, men det har der ikke været tid til. De to erfarne gardinmontører har nemlig rigtig meget at se til.
De er begge på farten hver dag for at måle op, give tilbud og montere gardiner og solafskærmning hos både private og virksomheder. Imens passer Dorthe Graves butikken i Danmarksgade, hvor der foruden gardiner er et rigt udvalg i boligtekstiler m.v.
Gardinbranchen har ændret sig flere gange i løbet af de 25 år. Da Kim Rasmussen startede, var det især gardiner, der var efterspurgt, siden blev det solafskærmning i form af persienner, lameller m.v., men nu er det igen i høj grad gardiner – og gerne med noget knald på farverne.
Botex-kæden har en erhvervsafdeling, som byder ind på større entrepriser, og her har Botex Frederikshavn fået flere spændende opgaver. Bl.a. har man leveret og monteret gardiner til to hoteller i Horsens og Hillerød.
Til de store opgaver har kæden en systue i Polen, men til alle andre opgaver får Anna og Kim syet gardinerne på en lokal systue i Frederikshavn. Det sikrer kvalitet og hurtig levering, og så vil man gerne handle lokalt.