Investerede formue i cowboybukser: Nu fejrer hun 50 år med Skagen-butik

12. oktober 2022 kl. 07.06

Det er efteråret 1972, og 22-årige Alice Henriette Pedersen har sat hele sin formue i et parti forvaskede jeans fra Lee. 15.000 kroner investeret i cowboybukser.

Alle omkring hende synes, hun er vanvittig, men Alice har en fornemmelse for tidens trend og har netop åbnet sin egen tøjbutik 'Dig og Mig. Og nu bliver alt altså sat på et bræt.

- Det var helt nyt med forvaskede jeans. Før det havde vi kun kunnet få sådan nogle stive nogle, som vi så sad og skurede på nede på stranden, så de kunne blive bløde, fortæller Alice.

Og den unge driftige og modebevidste Alice rammer da også plet med sit store parti jeans og får lynhurtigt udsolgt, og overskuddet bliver hurtigt sat i en spritny gul Fiat 127, som hun betaler kontant. Butikken lå i top 5 som sælgere af jeans det år.

- Men det var lidt specielt, da vi fik partiet af jeans hjem. De var stadig våde, og jeg var bange for, at de ville ligge og rådne, for der var så mange, at jeg ikke bare kunne få dem hængt til tørre, fortæller butiksindehaveren, der dog fik skik på den helt nye trend med forvaskede jeans.

Jeans forever

Og siden har jeans haft en særlig plads i Alices modehjerte, og også i dag fylder jeans en stor del af sortimentet i butikken.

'Dig og Mig' er en af de butikker i landet med størst udvalg i jeans. Og det er faktisk et succeskriterie for Alice, at hun kan finde et par, der passer kunden i første hug.

Billede beskrivelse

I øjeblikket er det primært Lewis og Diesel, der er i butikken og er oppe i tiden, hvis du spørger Alice.

Men bortset fra jeans har det været primært danske brands, som butikken sælger.

- Vi satser på danske designermærker, blandt andet WOOD WOOD, Baum und Pferdgarden og Nørgaard på Strøget. Og vi forhandler også Han Kjøbenhavn, som er det helt store brand lige nu, fortæller Alice.

Og sådan har det været helt fra begyndelsen.

- Da vi åbnede solgte vi Inwear og et mærke der hed Flicka, som er danske mærker, og derudover hentede jeg indiske tunikaer og sådan nogle fårepelse hjem fra Nepal. Vi var en rigtig flippet butik med siv-tæpper på gulvet og ølkasser i stedet for reoler, fortæller hun.

Billede beskrivelse

Trofaste kunder gennem alle årene

Og kunderne er trofaste i 'Dig og Mig'.

- I sommers kom der et ældre par herind, og jeg kunne kende dem med det samme. De var her også i 1972. Dengang parkerede de en knaldrød smart sportsvogn foran butikken. De havde hørt om mine Lee-jeans og kom for at blive klædt på fra top til tå. Og så stod de her igen den her i sommer lige midt i mit jubilæumsår. Og de kunne huske det lige så tydeligt, som jeg kunne, fortæller Alice.

Billede beskrivelse

Og sådan er det ofte.

Alice oplever også kvinder, der i dag er mormødre, komme i butikken og fortælle om dengang de købte deres konfirmationstøj og andendagstøj i butikken.

- Jeg har i det hele taget mange trofaste kunder, som er kommet her i mange år, fortæller hun, og mange af kunderne er blevet til bekendtskaber og nogle til venskaber gennem årene.

Åbnede butik i en svær tid

Alice startede i sin tid sin butik med sin mand, og de afprøvede en del, havde herretøjsforretninger og også en Dig og Mig-butik i Løkken en overgang.

Butikken i Skagen har haft tre adresser gennem tiden. Og åbnede i sin tid op i et parfumeri-lokale i den helt anden ende af hovedgaden.

Billede beskrivelse

- Dengang vi åbnede, fandtes der ikke butikker for unge mennesker, og mange af butikkerne i Skagen var på det tidspunkt også gået nedenom og hjem på grund af dårligt fiskeri og dermed ingen kunder, fortæller Alice, som inden hun startede i butikken var i lære i tøjbutikken Aaen og Oskar på havnen. Her stødte hun første gang på jeans, hun fik lov at designe ting selv, som blev syet på systuerne rundt omkring i byen. Og Alice var lykkelig for sin tid hos Aaen og Oskar, men hun ville gerne styre selv og valgte at starte op selv.

- Jeg havde en fantastisk tid hos Hos Aaen og Oskar. Jeg fik lov til alt muligt og det blev pludselig et ungt sted, da vi begyndte at designe selv, fortæller hun.

Billede beskrivelse

Gode tilbud og champagne

Alices butik har i dag et bredt sortiment, der henvender sig til alle aldre. Og de sidste små 10 år har sønnen Patrick Christensen også været en del af butikken

- Det er ham, der skal køre det videre efter mig engang, siger Alice, der dog ingen planer har om at stoppe i butikken.

Billede beskrivelse

Butikken fejrer de 50 år hele uge 42 med rigtig gode fødselsdagstilbud, blandt andet på jeans. Der er åbent hus og champagne hele ugen.

- Og så skal vi ud og fejre det med medarbejderne selvfølgelig. Det gør vi med en god middag og noget hygge, fortæller Alice.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste